Menu

Fodboldskolen 2019 er slut

image
06. juli 2019 kl. 17:10

Årets fodboldskole er slut. 72 drenge fordelt på 5 grupper og 10 trænere til at sørge for, at der både var plads til fodboldrelevante lege og mere seriøse øvelser. Især i de yngste grupper er der fokus på leg med bolden, øvelser i omgang med bolden, at man har kontrol over den, kan drible osv. I de ældre grupper er der mere fokus på forståelse af spillet, og øvelserne er sværere fodboldmæssigt, og det er mentalt udfordrende, når man skal til at forstå, hvorfor det er bedre at gøre et frem for noget andet på banen og i spillet.

Den perfekte øvelse er en øvelse, hvor alle er en aktiv del af aktiviteten, hvor man kan se formålet med den, og hvor man kan bidrage positivt til, at øvelsen lykkes for hele gruppen. At opnå dette er altid en kæmpe udfordring for trænerne, som hele tiden bliver mødt med spillernes ønske om ”at spille kamp” eller lave straffesparkskonkurrence. Dette har der selvfølgelig også været masser af plads til, men når man spiller kamp er det ofte et mindretal, der virkelig er på – nemlig de dygtigste spillere. Og en straffesparkskonkurrence indeholder ofte meget ventetid med mulighed for ”flyspotting” og andre distraherende aktiviteter. Under hele fodboldskoleugen har vi derfor forsøgt hele tiden at lave nogle øvelser, hvor alle er med og ikke har tid til at blive forstyrret af andre ting. Det har også betydet, at mange af drengene er kommet trætte hjem – et godt tegn på, at de har fået fuldt udbytte af dagens aktiviteter.

Årets trænerteam (Jacob AG, Sebastian, Mostafa, Gustav, Victor, Albert, Thierno, Magnus, Syvester og Victor S) var en god blanding af erfarne kræfter og nye uprøvede trænerspirer, men alle gik til opgaven med masser af energi og vilje til at lave en god fodboldskole. TAK, I var fantastiske. Og bedømt ud fra deltagernes udsagn undervejs, så var langt de fleste mere end tilfredse med ugens forløb.

Et særligt kapitel er jo vores hjælpere rundt om fodboldskolen, og her kommer man ikke uden om verdens bedste forældreforening, som igen overgik sig selv i servicering af fodboldskolen. Lækker mad alle dage og mulighed for at supplere med søde sager mm. En kæmpe tak til Forældreforeningen og ”madmor” Gitte, som stod for menuen. Også en stor tak til Dagli Brugsen i Ørholm, som sponsorerede frugt til alle deltagerne 2 gange dagligt. Og endelig må jeg klappe af Lundtoftehallens personale som utrætteligt arbejder på at holde rent inde og ude – det er en Sisyfos opgave under en fodboldskoleuge, men hver morgen stod omklædningsrum og anlæg klar til brug – ryddet og rengjort. Imponerende.

Hvem ved, måske vi ses igen til næste sommer?

Luk