Menu

2010erne i Aalborg.

image
Claus Abildgaard
22. maj 2023 kl. 21:59
Årgang 2010 til internationalt stævne i Aalborg

I Kristi Himmelfartsferien var 37 spillere og fem ledere fra årgang 2010 afsted til den store, internationale turnering Aalborg City Cup, der løb af stablen fra torsdag morgen til lørdag aften. Tre jævnbyrdigt udtagne hold var tilmeldt 9-mandsdelen af turneringen, hvor de fik mulighed for at spille på større bane end normalt og for at vænne sig til off-side-reglen.

I deres forskellige puljer mødte Lundtofte-holdene stærke modstandere fra blandt andet Tyskland, Sverige og Norge, og samtlige kampe havde en international atmosfære med høj intensitet, stærke følelser og masser af medlevende fans på lægterne.

I alt var 16 hold tilmeldt til 9-mandsturneringen, og de tre Lundtoftehold gjorde alle en superflot figur. Således blev det til placeringer som nr. 5, 8 og 9 og utallige stærke præstationer, både holdmæssigt og individuelt. Undervejs blev det også til et internt møde mellem to af Lundtofte-holdene, der naturligvis blev sat i gang til tonerne af den kendte Champions League-hymne.

Socialt var det store en stævne en succes af de helt store. Hele 260 hold fra hele verden deltog i turneringen, hvilket betød, at det store og velplejede Aalborg Freja-anlæg fremstod som en solbeskinnet festivalplads fyldt med fodboldkampe, madboder og små baner til hyggekampe og fodtennis. Det indbød til superhyggeligt samvær i de mange, og til tider lange, pauser mellem kampene. I løbet af de fire dage blev den stærke 2010-trup derfor tømret om muligt endnu tættere sammen, og sammenholdet og opbakningen til hinandens kampe var en sand opvisning i klubånd og stærkt kammeratskab.

Oplevelserne stod i kø fra morgen til aften, så da bussen igen rullede op ad Ravnholmvej lørdag kort før midnat var det en flok solbrændte, småfedtede og hammertrætte drenge, der var helt klar til at skifte luftmadrasser og soveposer ud med rigtige senge.
Martin Zoffmann
Luk