Menu

Voksne mænd hyldede Finn Thygesen

image
21. juni 2020 kl. 14:20

Før coronaen tvang alle til en uvelkommen pause, havde Finn Thygesen annonceret, at han efter næsten 4 år som spillende manager, træner og altmuligmand ikke længere havde benene til 2 gange bold hver uge. Men selv om det er længe siden og demensen truer nogle af spillerne, så er Finns indsats for at få holdet op og stå blive selvkørende ikke glemt - tværtimod. De første gange efter coronapausen var der 22-24 spillere to gange om ugen - bolden og samværet var savnet. Når først man har fået smag for legen med bolden, eller genopdaget glæden ved at lave en tunnel på en modstander, så vil man have mere. Dette så Finn som den første for 4 år siden, da han startede holdet, og siden er motionsafdelingen bare vokset, så der nu er tre deciderede motionshold i Lundtofte Boldklub. Det var derfor yderst populært, da Morten foreslog at vi skulle hylde Finn, takke ham for indsatsen - og selvfølgelig nyde en bid mad og ikke mindst en tår over tørsten.

Arrangementet løb af stablen lørdag den 20. juni, hvor Forældreforeningen med Gitte, Torben og John i spidsen sørgede for opvartningen. Morten havde sørget for lidt gaver til Finn i form af trøjer, bold, AB-udstyr og lidt til halsen mm. Tak til alle for en dejlig og fornøjelig eftermiddag.

Luk