Menu

To brødre, 5 mål og 3 point

image
25. oktober 2020 kl. 15:49

Det var med lidt bange anelser, at et afbudsramt 1 senior tog på sæsonens længste køretur for at møde vores venner fra Hundested en lørdag eftermiddag.

Flere af vores faste spillere var væk pga. sygdom, arbejde og eksamen, men gudskelov så var andre klar til at slås for den blå trøje, som i dagens anledning var rød, da Hundested også spiller i blåt.

Kampen blev underholdende set med Lundtofte-briller og knap så sjov for de mange trofaste Hundested tilhængere. Allerede efter 8 min. blev det 1-0 til os ved Martin efter fint opspil af Jakob, Sylle og Frederik. I det 14 min. tog Jakob, så sagen i egen hånd og sprintede og afdriblede flere Hundested spillere og lagde bolden ind ved fjerneste målstolpe.

Derefter råbte de mest hardcore Hundested-fans, at 2-0 er den farligste føring !! Og det blev også spændende, da vi fik et meget hårdt dømt straffe mod os på et indlæg fra siden, som ramte en forsvarer på hånden, selvom han havde hånden langs kroppen. Heldigvis havde Mads Thygesen fortalt Christian i målet inden kampen, at hvis han reddede et straffespark, så skulle de øvrige i truppen betale et større beløb til fælles bødekassen. Christian tog selvfølgelig straffesparket med stor sikkerhed og kæmpe jubel fra de øvrige Lundtofte-drenge, som havde glemt alt om bødekasse. Det brændte straffe tog pusten fra Hundested, og da Jakob scorede til 3-0 kort før pausen virkede alt i skønneste orden.

I 2 halvleg startede vi lidt passive og ud af ingenting fik Hundested reduceret på et flot langskud fra kanten fra feltet. Derefter blev det lidt panikbold, da Hundested lagde større pres mod vores mål, men det blev ikke til de store chancer. Derefter overtog vi igen teten i kampen, og på 2 mål af topscorer Martin, det ene på straffe begået mod Per Nybo så lukkede vi festen i Hundested.

4 sejre i de sidste 5 kampe må være godkendt, og da vi ikke ved om der spilles flere kampe i 2020, så overvintrer vi nok på 6 pladsen i rækken med 17 point, som må betragtes som super fint.

Så håber vi bare, at alle bliver klar til et spændende 2021 med mange kampe, hvis Coronaen tillader det.

/Tim

Se klip fra kampen her: Click to Download (den downloader en fil på mere end 40GB). Det er Marianne Hemmingsen, som var på stedet og så det ske ....

 

Luk