Menu

Endelig en rigtig sejr til veteranerne

image
22. maj 2019 kl. 08:54

Før dagens kamp var status, at superveteranholdet havde 3 point for en udebliver og ellers en stribe knebne nederlag bortset fra sidste uges kamp, der gav en lussing på 0-9. Træneren måtte handle. Mandag var der 6 tilmeldte, og alle kunne bruges til tirsdagens hold, men i takt med at tidlige afbud blev vendt til sene tilmeldinger, så øjnede træner Jan ’Pep’ Wehlast muligheden mod tirsdagens modstander, rækkens hidtidige førerhold fra Holte. Jan valgte at ”toppe” holdet og stille i noget nær stærkeste opstilling og med debut til nu-gammel-nok Tommy. De første minutter var Lundtofte presset i bund, men forsvaret med Kåre i spidsen holdt stand trods 3-4 hjørnespark til Holte de første 5 minutter, og så kom der gang i kontraspillet. Holte blev spillet tynde flere gange. På sidelinien var det en glæde at se, hvordan spillet virkelig hang godt sammen, og vi kunne konstatere, at når holdet spiller sin Lundtofte-variant af tiki-taka, så er det både underholdende og effektivt. Foran 3-0 ved pausen med en solid defensiv foran altid tændte Olsen og en hurtig kontrafase – det lovede godt. Starten af anden halvleg fortsatte på samme måde og holdet kom foran hele 6-1 på bl.a et hattrick af Sune, inden Holte fik lov til at komme på tavlen mod slutningen. Et slutresultat på 6-3 og sæsonens første rigtige sejr – og så endda mod topholdet. Det er ikke så ringe endda. Nu skal det så blive spændende, om Jan går efter at udtage samme hold til næste uges kamp efter devisen ”aldrig ændre på et vindende hold”, eller om der bliver plads til spillere fra bænken, nu da det jo går så godt.

 

 

Luk