Menu

Formanden har ordet - september

image
29. september 2023 kl. 07:47

Kære alle i Lundtofte Boldklub. 

Det vigtigste i denne hilsen fra bestyrelsen er den nye børnepolitik, som vi nu i bestyrelsen har vedtaget i samarbejde med DBU og med Thomas Holst Vester - vores nye børneudviklingstræner. Sidstnævnte er vi meget glade for, og Thomas er allerede involveret i mange opgaver og årgange - blandt andet opstart af endnu et C-licenstræner kursus. 

DBU har godkendt vores politik, og vi har bestræbt os på, at den “skal have gang i virkeligheden”. Det er således ikke et oplæg til debat, men vi hører selvfølgelig gerne jeres eventuelle kommentarer, som vi kan inddrage, når vi om 1 års tid skal evaluere og eventuelt justere. 

Derudover et vigtigt at slå fast, at der MEGET SNART skiftes lås til boldrummet, og derfor er det bydende nødvendigt, at I får nøglebrikker. Jeg har været i klubben en del gange med brikker, men jeg kan se, at der er mange årgange, som ikke har brikker endnu. Hold øje med de tider, som jeg melder ud, og så send 1 pr årgang til at samle brikker. 

Det nye boldrum arbejdes der stadig på. Indretningen er dyr, og vi har været udfordret af nogle betingelser i økonomien, som vi ikke ville acceptere, men det bliver klaret nu med en bankgaranti, og så skal smeden lave stålskabene hurtigst muligt. 

Anker har endnu en gang været til fordelingsmøde med de andre klubber om vinteradgangen til kunstgræsbanerne, og vi håber, at vi med fælles hjælp kan få det til at spille på banerne uden for meget bøvl med naboerne. Vi har endnu en gang sat rekord på medlemstal – 767 medlemmer – og vi skal jo dele banerne med andre klubber. Jeg kan forsikre jer om, at Lundtofte Boldklubs ønsker er i de bedste hænder hos Anker. 

Billetordningen til Superligakampene er en succes, men det er tidskrævende, så jeg kan opfordre til at I melder ind i god tid. Vi får 100 billetter pr kamp, og de er som regel væk senest dagen før kampen, og så kommer der ikke flere. Næste kamp er 22.oktober mod AGF, og hvis I skal have billetter til den, skal I skrive senest d.14.oktober pga efterårsferien, hvor jeg holder mig langt væk fra en computer. 

Vi kan endnu en gang byde velkommen til et nyt hold i klubben. Det kommer forhåbentlig til at bestå af 18 drenge fra 3.G på Nærum Gymnasium, så måske har vi snart både “H.C.Ørsted drengene” og “NAG-drengene”. Enkelte af dem har tidligere spillet i Lundtofte. 

Forza Lundtofte - på bestyrelsens vegne 

Claus 

Luk