Menu

Fodboldskole for kræftramte børn (DGI pressemeddelelse)

image
01. juni 2023 kl. 15:51

Fodboldskoler sætter glæden i spil for 50 kræftsyge børn og søskende

 

To fodboldskoler i Aarhus og Kongens Lyngby er for børn, der har eller har haft kræft, og deres søskende.

I et langt sygdomsforløb er det vigtigt med positive oplevelser.

Derfor har DGI og Børnecancerfonden arrangeret to fodboldskoler for børn med kræft og deres søskende. De 50 børn skal på fodboldskolerne have fokus på glæden ved at drible, jonglere og grine med fodbolden som omdrejningspunkt.

Ud af de 50 børn er der 21 kræftsyge børn og 29 søskende.

Lørdag 3. juni triller bolden i Kongens Lyngby hos Lundtofte Boldklub, hvor 14 kræftsyge børn er med, og præcis en uge senere er det ASA Fodbold i det centrale Aarhus, der kridter banerne op til fællesskab, leg og glæde. Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting pudser støvlerne og dribler med på fodboldskolen i Aarhus.

Vil give børnene en oplevelse for livet

500-600 børn er hvert år i behandling for børnekræft. Det er børn, som rives ud af deres faste hverdag med venner og sport, og den erstattes nu med kemoterapi og isolation på hospitalet. Det er noget, der vender op og ned på familielivet. Derfor har de kræftramte børn og søskende brug for et frirum.

”Børn med kræft og deres søskende fortjener en oplevelse for livet. Når et barn bliver syg med kræft, bliver barnet på mange måder trukket ud af fællesskabet. Derfor er det altafgørende, at kræftsyge børn får positive oplevelser og mærker, hvordan et fællesskab kan give fornyet livsglæde. Vi håber, at børnene på fodboldskolen får en oplevelse for livet i en ellers svær tid,” siger Direktør i Børnecancerfonden, Marianne Benzon Nielsen.

Børnecancerfonden samarbejder i forvejen med DGI Fodbold om alle fodboldskoler. Fondens navn blev trykt på alle t-shirts til DGI’s fodboldskoler i 2022, og det samme sker i år. Derfor vil børnene i Aarhus og Kongens Lyngby også drible rundt med Børnecancerfonden på maven.

Alle skal have muligheden for at opleve fodboldglæden

Hos DGI Fodbold glæder man sig over, at fodboldskolerne kan bidrage med noget lys i mørket for de kræftramte børn og deres søskende.

”Vi ønsker, at alle børn skal have mulighed for at opleve glæden ved at deltage på vores fodboldskoler. Derfor er det fantastisk, at vi sammen med 50 kræftsyge børn og søskende sætter glæden i spil sammen med ASA i Aarhus og Lundtofte Boldklub i Nordsjælland. Det er en svær situation at stå i for familierne, og de har brug for positive oplevelser som disse. Det er vi glade for at kunne give dem,” siger Lars Møller.

Børnene og deres familier deltager gratis på fodboldskolerne. Begge dage er kl. 10-14.

 

Praktisk info

Den første fodboldskole afholdes lørdag 3. juni i Kongens Lyngby hos Lundtofte Boldklub, Ravnholmvej 11, 2800 Kgs. Lyngby.

Den anden fodboldskole afholdes lørdag 10. juni i Aarhus hos ASA Fodbold, F. Vestergaards Gade 3, 8000 Aarhus C.

Om Børnecancerfonden

Børnecancerfonden arbejder for at forbedre diagnosticering, behandling af børnekræft og mindske senfølger, så børnelivet efter kræft bliver på niveau med deres raske jævnaldrende.

Det kan fonden kun gøre med bidrag udefra, da Børnecancerfonden er en selvstændig fond. Fonden støtter også familier med kræftsyge børn, det kan være i form af psykologhjælp, legater, en tur i et feriehus eller oplevelser, netop som DGI’s fodboldskole kan give alle børn.


Billeder

Foto: Palle Peter Skov

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Børnecancerfonden: Pressetelefon, 40 18 48 02

Frank Jensen, konsulent for fodbold, DGI Nordsjælland, tlf.: 21 42 47 60

Eric Engsig, kommunikationskonsulent, DGI Østjylland, tlf.: 61 19 22 78

Luk