Menu

Formanden har ordet - juni

image
22. juni 2022 kl. 10:43

Der er virkelig mange steder at begynde denne lille statusberetning fra Lundtofte Boldklub her midt i juni måned 2022, hvor der stadigvæk er masser af liv i klubben. I den forgangne weekend afviklede vi igen en vellykket Minifodboldskole i samarbejde med DGI. Den ene dag i stegende varme og den anden dag med masser af regn, men trænerteamet under ledelse af Thomas Holst Vester og Lasse Niemann styrede de mange børn sikkert igennem - fornøjelse at overvære. Om en uges tid går det løs med den store fodboldskole under ledelse af Anker, og det er så dejligt at konstatere, at på begge fodboldskoler er det vores egne drenge/unge mænd fra klubben som optræder som kompetente trænere - respekt for det og respekt for Anker, som for Gud ved, hvilken gang styrer fodboldskolen, som har rekordtilmelding med 113 børn. 

Klubbens bedste hold lavede en mirakelredning og vandt deres sidste 3 kampe i Sjællandsserien, og det var nok til at sikre endnu en sæson i denne række. Virkelig en stærk præstation af hele teamet, og den sidste sejr var jo den perfekte optakt til Stjernefest i klubben med over 100 mennesker til hygge og spisning. Kampen blev spillet på vores fantastiske græsbane med mange tilskuere, og festen blev afviklet med sikker hånd takket være et hårdtarbejdende festudvalg og Forældreforeningen, som hjælper så mange steder i klubben. 

Vi har også været 60 trænere/ledere/frivillige til spisning i og landskamp i Parken. Det blev en meget hyggelig aften, hvor vi kunne få talt med hinanden og overvære en solid dansk 2-0 sejr over Østrig fra dejlige siddepladser tæt på banen. Vi skal huske at sige tak til hinanden for de mange timer, som mange mennesker lægger i klubben på forskellige niveauer.  

Mange af de ting, som jeg skriver om, kan I se på klubbens hjemmeside, som virkelig er flyvende i disse måneder med mange gode historier om stort og småt - bliv endelig ved med det, og tjek gerne jeres eget holds side for at se, om det er de rigtige oplysninger, som ligger på siden. Som jeg har skrevet en del gange før, er hjemmesiden vores ansigt udadtil, og for eksempelvis tilflyttere er det brugbart, når man skal finde frem til det rigtige hold. 

Og så ellers i hurtig rækkefølge bare et udpluk af de mange ting, som sker i klubben: 

  • Vores anlæg står knivskarpt, og vi har fået en container som midlertidigt boldrum, og der kommer nye lækre spillerbokse på græsbanen med plads til 8 personer på hver. Tak til alle i forvaltningen for godt samarbejde. En særlig tak til Søren Banemand, som sørger for vores lækre baner. 
  • Thomas Holst Vester fik Frans Jensens Mindepokal for 2021 – se hjemmesiden med info om Thomas` mange initiativer. 
  • En meget stor håndfuld børnetrænere går nu i gang med DBUs C-licenstræner kursus. 
  • Tefke har endnu en gang startet en ny årgang op – denne gang 2017 børnene, og i fredags var der is til alle de yngste årgange i klubben. 
  • Der er udpræget dommermangel i fodboldverdenen - også i Lundtofte. Til forældre med lidt fodboldforstand: Hjælp gerne trænerne med at tage et dommerkursus og døm nogle kampe! 
  • Vi har fået et nyt 40+ hold i klubben bestående af tidligere divisionsspillere – de starter op efter ferien, og da jeg spurgte dem, hvorfor lige i Lundtofte Boldklub, var svaret: “Fordi I har Danmarks bedste kunstgræsbane”. 
  • Vi samarbejder fortsat med Lyngby Boldklub, og indtil videre er der også fribilletter i Superligaen – premiere søndag d.17.juli kl.14 mod Silkeborg. Lyngby kommer også til at træne hos os på kunsten op til den 3.kamp, som er ude mod FCN på kunstgræs. 
  • Vi stiller med 10 personer til Musik i Lejet midt i juli og tjener en skilling til klubben. Vi får mange af den slags henvendelser, men siger nej til de fleste – men det er tydeligt, at der mangler frivillige i Danmark rundt omkring. 
  • Det kommende U 15 hold har fået nyt spilletøj med blandt andet støtte fra Brugsen i Ørholm, som altid er positive overfor os og tak for det. Efter sommerferien har vi således både et U17 og et U15 hold, og det er virkelig vigtigt at holde sammen på dette, så vi om nogle år igen kan få tilgang til vores seniorafdeling, hvor vi har 3 turneringshold. Hvis vi tæller det hele med, har vi over 20 hold/afdelinger i klubben, og det er fornemt. Nogle træner kun, andre spiller kun kampe, andre gør begge dele, og på nogle årgange er der flere hold tilmeldt på forskellige niveauer. 

Det var det hele i denne omgang – undskyld hvis jeg har glemt noget.  

Alle i Lundtofte Boldklub ønskes en god sommer. 

På bestyrelsens vegne 

Claus. 

Luk