Menu

Nekrolog over Jørgen Christensen (J C)

image
22. februar 2020 kl. 23:08

En ægte jysk dinosaur har forladt denne verden og rejst videre. JC var en ægte jyde, som kom til Lundtofte fra Ålborg i sin tid, da han havde fået job på Lama madrasfabrik i Ørholm.

Da JC s søn Aksel begynder at spille fodbold i Lundtofte boldklub, viser det sig hurtigt, at JC har en stor lyst til at følge sin søn og engagere sig i lokalsamfundet og påtage sig et medansvar.

Den besindige og altid venlige jyde viser sig at bestride rigtig mange evner, som Lundtofte boldklub kan drage gavn af. Den daværende bestyrelse i Lundtofte spotter hurtigt JC s potentiale og på efterfølgende generalforsamling, blev JC valgt til ungdomsformand.

JC og resten af den siddende bestyrelse formåede at sætte Lundtofte boldklub på Danmarkskortet, der blev skabt respekt om klubben internt og eksternt. Vi husker JC s mange ”kasketter” i Lundtofte boldklub, bla. ungdomsformand, formand, kasserer og manager og holdleder for førsteholdet, som den gang lå i Danmarksserien i 13 år.

JC skaffede dengang ”Superligaens” topscorer Flemming Christensen til klubben som førsteholdstræner.

En skøn periode, hvor det faktisk var umuligt at komme i boldklubben uden at møde JC, et kæmpe engagement fra JC, kamprogrammer, pressemeddelelser, tage imod udehold og dommertrio, alt klappede og var klart, når førsteholdet spillede hjemme. Intet at sætte en finger på, det kendetegnede den jyske JC.

At møde JC i klubben var altid dejligt, JC havde altid tid til en sludder og give et par gode råd fra sig, han var meget idérig, åben og respekteret, JC s drivkraft har været med til at give Lundtofte boldklub det rette DNA.

JC har i den grad været med til at støbe Lundtofte boldklubs værdigrundlag,

Ære være hans minde.

 

/Finn Riber

Luk