Menu

Formanden har ordet - april

image
06. april 2020 kl. 09:34

Jeg havde aldrig regnet med at skulle skrive et formandsbrev i en situation som denne, men hermed en stor hilsen til jer alle fra bestyrelsen i Lundtofte Boldklub, og vi håber at I alle er ved godt mod og helbred, og at I er klar til at genoptage livet i fodboldklubben, når vi får tilladelse fra myndighederne. I forhold til forårsturneringen arbejder DBU Sjælland med forskellige muligheder, med det er selvsagt umuligt at melde en model ud for kampprogrammet, før vi ved, hvornår der igen kan spilles fodbold med nærkontakt på banerne igen.

Inden det kom så vidt, nåede vi da at få trænet nogle måneder i det nye år, og mange hold kom i gang med vinterturneringen og fik spillet træningskampe.

Takket være John Tefke, Troels og Forældreforeningen, fik igen afviklet et meget velbesøgt fastelavnsarrangement udendørs, og trods blæst og regn holdt børnene og de voksne ud til nogle hyggelige timer. I det hele taget kommer der aldrig et skriv fra mig uden at nævne Forældreforeningen, som igen har valgt at støtte arbejdet i ungdomsafdelingen med et meget stort beløb. Denne gang blev det til 150.000, og det er helt vildt - især når man tænker på, at det overskud er blevet skabt UDEN Julebanko, men til gengæld med en værdig afløser i form af Danmarks første live superligabankospil på Lyngby Stadion tilbage i december 19. Og her skal der igen også rettes en KÆMPE tak til vores venner i Lyngby Boldklub for at bakke op om dette.

Lyngby Boldklub kæmper som så mange andre for at holde sammen på økonomien, indtil der forhåbentligt kan spilles færdigt i Superligaen igen – med eller uden publikum. For mig som formand, er det indlysende, at vi i en periode skal takke nej til fribilletter til kampene, men derimod bakke op ved at købe billetter til kampene, men nu må vi se, hvad Lyngby siger om det, når den tid kommer. Lige nu vil jeg opfordre til, at I eventuelt støtter Lyngby ved at læse mere på dette link, og bruger lidt penge, hvis I har mulighed for det – det er naturligvis helt frivilligt. Du kan blandt andet købe din stadionpølse på forhånd eller en jubilæumstrøje:

https://lyngby-boldklub.dk/2020/04/03/saadan-stoetter-du-lyngby-boldklub/

Forældreforeningen og cafeen lagde også lokaler til en lille mindehøjtidelighed for Jørgen Christensen “JC”, som afgik ved døden i februar. JC havde mange kasketter i Lundtofte Boldklub igennem mange år, og han har betydet meget for klubben. Æret være hans minde.

Noget af dette tilskud skulle have været brugt til, at vores årgang 2009/10 kunne rejse til Barcelona for at deltage i Copa Jordi i Påskeferien. En rejse som drengene og deres familier og trænerne med en meget aktiv Kim Wassmann i spidsen har knoklet for i lang tid. Som så meget andet er det naturligvis aflyst, og det er til at tude over, men vi håber, at vi kan finde alternativer senere på året.

Når vi nu er ved aflysningerne, så havde vi også fået en ny tjans, hvor vi skulle stille med 20-30 hjælpere til halvmarathon løbet i Lyngby og omegn i slutningen af april, men det er også aflyst. Vi har sagt til arrangørerne, at vi er positive overfor at hjælpe i 2021. Vi skal igen i år også stille med 10 hjælpere til “Musik i Lejet”, men da det først er til juli, kan vi håbe, at det kan gennemføres. Vores generalforsamling er berammet til tirsdag d.21.april, men der skal sandsynligvis også findes en ny dato til den.

Alt er usikkert lige nu. Tefke skulle have startet en ny årgang små poder op lige efter Påske, men det må udskydes. Anker arbejder med en baneplan, men alt er usikkert også i den forbindelse, da der naturligvis vil skulle spilles en masse kampe på kort tid, hvis turneringen skal gøres færdigt, og det betyder, at der måske bliver knap så meget plads til træning, men også det må vente med at afgøre.

Til sidst lidt gode nyheder: Græsbanerne er klar, når vi får lov. Faktisk melder Søren Banemand, at de nu trænger til lidt vand. Kunstgræsbanens anlæggelse bliver formodentlig fra uge 28 (når fodboldskolen er færdig) og så henover sommeren og ind i efterårssæsonen. Der er kommet nye brusere i alle omklædningsrum, og Lundtoftehallen er ved at blive renoveret.

Med håb om, at vi snart mødes igen, sendes I alle de bedste hilsener.

Mvh og Forza Lundtofte

Claus.

Luk