Menu

Julebanko på stadion

image
24. december 2019 kl. 10:27

Lyngby Boldklubs sidste kamp før vinterpausen mod Silkeborg var udset til at blive historisk. Forældreforeningen havde i samarbejde med Lyngby Boldklub arrangeret en sand Danmarkspremiere – Superliga-banko.

Eftersom Forældreforeningens årlige julebanko gennem 41 år måtte aflyses i år p.g.a. lukningen af en slidt Lundtoftehallen, forsøgte de et nyt initiativ for at skrabe penge sammen, som senere kommer Lundtofte Boldklub til gode.

Lyngby Boldklub fostrede idéen på fornemste vis, og gennem et fantastisk samarbejde med FF – her må specielt Finn og John fremhæves for deres utrolige arbejdsindsats – fik de sat årets julebanko på skinner.

LB skulle sælge bankoplader før kampen og i første halvleg, hvorefter selve spillet blev udført af stadionspeakeren i pausen. Præmierne var signerede spilletrøjer fra – og leveret af - Lyngby Boldklub samt gavekort doneret af kampens sponsor, Magasin.

Et fantastisk engageret salgsteam bestående af friske drenge fra vores ungdomsafdeling i følgeskab med deres forældre samt håndplukkede topsælgere fra Voksne Mænd knoklede med at sælge bankoplader til tilskuerne på en kold, våd og blæsende eftermiddag.

Men hvilken indsats! Ellers forsigtige forventninger blev gjort til skamme. Disse superfriske gutter solgte plader for kr. 20.450 !!! Hold op hvor er det stærkt gået.

Stor tak til de frivillige som fik dette nyskabende initiativ til at blive en ubetinget succes. Kæmpe tak til Lyngby Boldklub som støttede arrangementet hele vejen og som var utroligt dygtige til at reklamere for det i løbet af kampen. Og lad os lette på hatten for Forældreforeningen, som havde energien og dygtigheden til at gennemføre projektet.

/Morten

Billedet: En af de heldige vindere

Luk