Menu

U14 får sølv i ungdomspokalen 2015 efter straffesparkafgørelse

Steen
13. maj 2015 kl. 09:02
Farum Park var rammen om et rigtigt brag af en pokalfinale mellem Lundtofte BK og Brøndby IF, der skulle helt ud i straffesparkskonkurrence for at finde en afgørelse.

Vi havde set frem til finalekampen på Farum Park med spænding siden slutfløjtet i semifinalen, og vi startede dagen tidligt med fælles morgenmad i klubben og nogle gode råd fra klubbens formand. Bus til Farum Park, omklædning, opvarmning, taktik og peptalk. Alt sammen meget som vi plejer. Det var først, da vi står på række i spillertunnelen ved siden af Brøndby og vi kan høre tilskuerne deroppe, at det for alvor går op for os, at nu, er det nu. Vi er på vej ind på Farum Park for at spille pokalfinalen. Oppe på banen blev vi mødt med tilråb og slagsange fra vores mange supportere i flotte blå T-shirts og store bannere. Det var en fantastisk modtagelse.

Sådan en dag er både helt særlig og helt almindelig. Helt særlig fordi spillerne har spillet sig frem til denne kæmpe oplevelse for dem selv og supporterne. Og helt almindelig fordi vi stadig skal spille 1 mod 1 og fodbold som i hullet. Strategien var at nye det særlige og koncentrere os om det almindelige.

Så er der KO. Der er højt tempo fra starten af kampen og alle skal lige i gang på den store kunstbane, men nu handler det mest om fodbold. Vi har meget spil, men Brøndby har hurtige folk fremme og er gode til at fange os i omstilling og udnytte den store bane. De kommer foran 0-1 efter 10 min., men vi holder humøret oppe og er godt med. Efter 20 min. giver presset fra vores offensive midtbane gevinst og Mikkel Prieem Balle får fulgt op på en løs bold i feltet og scoret. Han er altid god for et vigtigt mål. Vi går til pause med stillingen 1-1.

I starten af 2. halvleg er Brøndby meget tæt på et par gange, men stolpe og Marcus Fugleholm Buch redder os. Vi kommer tilbage i kampen og Mikail Cömertoglu dribler fint igennem langs Brøndbys mållinje og får bolden i kassen. 2-1 til os, men det holder kun et par minutter. Vi får ikke clearet bolden i feltet og Brøndby er hurtig til at udnytte muligheden. 2-2 og kampen er ved at være slut.  

1 minut ind i overtiden har vi følgende angreb. Selma Svendsen sparker hjørnespark, der bliver clearet, men samlet op af Many Zamiry Zadeh. Han spiller tilbage til Selma på fløjen og hun first-timer den perfekt ind foran mål til Mads Jul Bjørn, der lægger den af med brystet til Linus Folman Pettersson, som flugter bolden på indersiden af stolpen og ud. Brøndby clearer og kampen er slut. Det var næsten ikke til at bære.

Den ordinære kamp slutter dermed 2-2 og vi går i straffesparkskonkurrence. Det er lidt som at slå plat og krone og heldet var til sidst med Brøndby. Tillykke med guldet til dem. Vi får sølv og Mikail Cömertoglu får meget fortjent den flotte pokal som årets pokalfighter.

Selvom vi til sidst var utrolig tæt på at vinde det hele og alligevel forlader Farum Park som taber, er humøret ok, ikke mindst takket være den gode stemning blandt supporterne.

Det har været en fantastisk turnering med oplevelser vi aldrig glemmer. Tak til alle jer, der har bakket os op undervejs.

Steen

Luk