U14 er i pokalfinalen 2015
Det er den korte udgave af en helt fantastisk gang pokalfodbold på en dejlig forårsaften i det sydsjællandske. Det er ikke hver dag, at et hold fra Lundtofte BK spiller om finalepladsen i pokalturneringen og klubben havde på fornemste vis lejet bus til spillere og supportere til Nyråd og givet tilskud til spisning. Programmet for aftenen var tilrettelagt efter bedste superligastandard. Hvile frem til kl. 15, hvor der var afgang fra Lundtofte BK. Ankomst Nyråd ved Vordingborg små to timer senere. Kampmåltid og gåtur til banen og lidt snak om forholdene. Tilbage til omklædningsrummet. Taktik, pep-talk og kampråb.
Og så gik vi ud til den måske vigtigste kamp i mine 9 år som træner for disse gutter.
Vi sidder på kampen fra start og virker mere klar end Nyråd, men der er også nervøsitet og en del sparken frem og tilbage. Vi skal lige finde roen, men vi presser godt på og får annulleret et mål og har et forsøg på overliggeren. Vi får frispark ret langt ude, men Mads Bjørn sparker alligevel direkte på mål, forbi målmanden og i kasse. Yes, vi er foran. Det letter lidt, men ikke meget. De har også gode spillere og hurtige folk fremme, men vores bagerste midterforsvare William Smith Thygesen er bare hurtigere og positionerer sig hele tiden godt. Han lukker totalt af for deres angribere gennem hele kampen. Efter indlæg fra Selma Svendsen kommer Mikail Cömertoglu først på bolden og sparker os foran 2-0. Pause. I pausen snakker vi om, at vi skal gå ud til 2. halvleg, som om der stod 0-0. Vi skal have det tredje mål, før vi er sikre.
Vi har også styr på 2. halvleg og flere gode gennemspillede angreb. Vi spiller godt og er fortsat tændte. Vores mange supportere støtter os hele vejen med tilråd, flotte bannere og båthorn. Det er en fantastisk opbakning og vi spiller godt. Endelig får vi det tredje mål ved Christopher Dam Aakersø efter god frispilning fra Christian Götzsche. Nyråd har ikke mere posen og vi styrer resten af kampen frem mod slutfløjtet.
Der er høj stemning i bussen hjem og vi begynder at forstå, hvad der er sket. Vi har spillet 5 runder i pokalturneringen og selvfølgelig vundet alle runder. Nu venter 6. runde. Finalen den 10. maj mod Brøndby IF på Farum Park – altså det rigtige stadion med alt, hvad der hører til en rigtig pokalfinale. Det bliver ikke større.
Steen
Se mange flere fotos og videoer her