Menu

U19. Uafgjort mod Humlebæk

04. oktober 2015 kl. 14:46

Sæsonens sidste hjemmekamp. Modstanderen var Humlebæk, som forud for dagens kamp lignede et godt bud på en oprykker med store sejre og kun et enkelt nederlag nemlig til de andre oprykningskandidater fra Espergærde. Oplægget til kampen var derfor, at der skulle være fokus på defensiven og meget stor tålmodighed i spillet. Men også en tro på, at hvis vi kunne få tingene til at hænge sammen og holde taktikken, så kunne vi drille Humlebæk og måske også få point.

Allerede efter få minutter kunne vi se, at det ville blive en svær kamp. Humlebæk spillede med stor tålmodighed i bagkæden og stod meget langt tilbage på banen og søgte hele tiden de lange bolde frem mod deres stærke angribere i en opstilling, der mest af alt lignede en 4-2-4. I hvert fald var vores bagkæde på overarbejde gennem det meste af første halvleg, hvor Humlebæk lagde meget pres på os. Det betød dog også, at vi havde forholdsvis god plads på midten og ikke mindst over kanterne, hvor vi kom til flere gode muligheder. Efter 20 minutter skiftede vi for første gang, og det gav dobbelt debut til Casper og Gustav og et eksperiment, idet vi satte Valdemar frem i angrebet for at møde Humlebæks fysisk stærke forsvar med noget af deres egen medicin. Og det virkede. Samtidig med indskiftningerne lykkedes det at få gang i mere spil og mindre losseri og lange bolde frem, hvilket ikke er vores stærke side. Efter flere eksempler på tålmodigt opspil kom vi også frem til flere gode muligheder og et par kæmpe chancer, der dog blev misbrugt. Kort før pausen kom Humlebæk foran på hovedstød efter hjørnespark, hvor markeringerne ikke var gode nok.

Pause, vand og frugt samt en kort snak om at holde fast og få gang i det korte spil, som er der, hvor vi er bedst. Og en snak om at vi var nødt til at tage lidt tempo ud af kampen, som i de første 45 minutter var spillet i et meget højt tempo sammenlignet med sæsonens foregående kampe.

Anden halvleg startede, hvor første halvleg sluttede, og uden den sædvanlige blunder lige efter pausen. Kampen bølgede frem og tilbage med mange forsøg på dybdeløb fra Humlebæks side og deraf mange off-side kendelser. Langt de fleste helt korrekt dømt men alle kendelserne fik ord med på vejen fra Humlebæks side alligevel. Og tilsvarende mange forsøg fra Lundtoftes side på at dirke modstandernes forsvar op, men uden held.

Efter 40 minutter i anden halvleg fik Lundtofte frispark i venstre side midt på Humlebæks banehalvdel. Sander sparkede perfekt ind i feltet mod bageste stolpe. Spork kom løbende og på kanten af det lille felt steg han til vejrs og headede bolden ind med et drøn af et hovedstød. Endelig og fortjent udligning. Begge hold fortsatte med fuld damp, Humlebæk for at holde liv i muligheden for direkte oprykning og Lundtofte for at få mest muligt med fra kampen. Et sidste hjørnespark med Humlebæks målmand med fremme blev afvist og clearet. Mens alle var på vej frem stødte Samsø sammen med en Humlebæk spiller efterfulgt af et par meningsudvekslinger. Spork fik skubbet Samsø væk fra situationen men en Humlebæk spiller langede ud efter Samsø og ramte i stedet en holdkammerat. Dommeren opfattede situationen anderledes og vurderede, at Samsø havde slået modstanderen. Rødt kort til Samsø, og store smil hos Humlebæk. Øv.

Set over hele kampen var 1-1 et ok resultat. Vi fik målt os mod et af rækkens bedste hold og bestod prøven. Vi havde mange gode muligheder og burde have scoret et par mål mere undervejs, men vi må samtidig sige, at uden Philip på mål, så havde Humlebæk altså også scoret. Jeg kan ikke mindes, at jeg har set Philip stå så godt som i dagens kamp. Det var klasse. Ude på banen blev der fightet på alle pladser, og skulle vi en dag mangle en back, så viste Isgren, at det kan han uden tvivl også klare. Og så blev der altså løbet rigtig mange meter hos alle, hvor især Seb og Valdemar løb og løb for at stresse Humlebæks bagkæde. Også Spork var utrættelig både i det defensive og offensive. Debut til Casper og Gustav. Efter en lidt nervøs start kom Casper godt ind i kampen, og der er ingen tvivl om, at når han har vænnet sig til tempoet, så har vi et fremragende alternativ til Valdemar og Spork, hvilket bare betyder flere muligheder fremad banen. Gustav viste også i glimt, hvor god han er til at sætte fart på spillet. Hurtig på bolden og skarpe driblinger. Han bliver en stor gevinst for holdet, når han har vænnet sig til medspillerne og opstillingen.

En enkelt kamp tilbage, dog først efter efterårsferien. Men allerede nu kan vi se, at på en god dag spiller vi lige op med de bedste, og havde vi ikke dummet os undervejs i sæsonen, så havde vi været med helt fremme i tabellen. Holdet har efterhånden både styrken og bredden til at kunne spille med helt fremme.

Forza Lundtofte

Luk