U19 tilbage på sporet
Ovenpå onsdagens smalle nederlag hjemme til Lyngby ventede en udekamp mod Skjold Birkerød, som vi har spillet mod mange gange, og som hver gang har været en hård nød at knække. Lyngby havde besejret Skjold Birkerød med 5-3, så vi forventede en svær kamp. Afbud fra flere spillere pga arbejde, familiebesøg, skader og karantæne betød, at vi kun lige akkurat kunne stille med 12 spillere.
Kampen blev fløjtet i gang og hurtigt satte Lundtofte sig på det hele. Skjold Birkerød virkede ikke nær så stærk som forventet, og vi fik masser af plads at spille på. Og spillet blev der fra kampens start. Det ene angreb efter det andet rullede nedad den skrånende, knoldede og korte bane mod Skjold Birkerøds mål. Den lette medvind hjalp også godt på spillet.
Lad os bare afsløre kampens resultat med det samme ..... Lundtofte vandt 11-2 i en kamp, der aldrig blev til en gyser, hvilket minuttallene nedenfor også viser. Mos både åbnede og lukkede scoringstavlen, Nico lavede hattrick ......
| Minuttal | Lundtofte | Birkerød | ||
| 4 | Mostafa | |||
| 10 | Selvmål | |||
| 13 | Nicolai | |||
| 16 | Nicolai | |||
| 26 | Isgren | |||
| 30 | Sebastian | |||
| 32 | Birkerød | |||
| 42 | Sebastian | |||
| 56 | Birkerød | |||
| 66 | Samsøe | |||
| 73 | Samsøe | |||
| 85 | Nicolai | |||
| 89 | Mostafa | |||
Første halvleg var en sikker præstation af et godt spillende Lundtofte mandskab, der fik meget plads til de hurtige kombinationer. Der blev på skift spillet både bredt og dybt, hvilket gav mange muligheder. Vi sad fuldstændig på midtbanen og havde fuld kontrol over spillet, så reservemålmand, Valdemar, havde ikke meget at lave.
De første 20 minutter af anden halvleg var til gengæld en ørkenvandring i uengageret fodbold, hvor vi overlod initiativet til Skjold Birkerød, som fik lov til at lægge et begyndende pres på Lundtofte. Det virkede som om, at vi ikke var til stede mentalt, som om kampen bare skulle overstås, og at det ville ske af sig selv. Heldigvis lykkedes det at genfinde energien og koncentrationen midt i anden halvleg, hvorefter der igen var tale om spil til eet mål nemlig Skjold Birkerøds.
Samlet set en rigtig god første halvleg og en anden halvleg, der bare skulle overstås. Det var meget positivt at se, at det tekniske niveau hos alle var klart bedre end modstandernes, at førsteberøringerne og boldomgangen var klasser over modstandernes, og at vores fokus på et højt teknisk niveau hos spillerne gav gevinst på den vanskelige bane. Kollektivt var der flere ting at glæde sig over, men især en rigtig god kommunikation og vilje til at gøre det rigtige og spille uselvisk blev der lagt meget mærke til. Individuelt skal Isgren nævnes for en kæmpe indsats og for at sætte holdet over sig selv, når kammerater var i en bedre scoringsposition. Og så må vi tage hatten af for Valdemar, som snuppede kassen.
Tak til de mange fremmødte tilskuere, det var virkelig dejligt med opbakningen på Lundtoftes sidelinie. Tak til Gitte for dejlig frugt og forfriskninger i pausen. Og så er det rigtig god stil af Aarup og Philip, som kom og støttede holdet trods skade og karantæne.
Nu er der 1½ uge til næste kamp, hvor vi så til gengæld spiller 3 kampe på 5 dage.
Forza Lundtofte
![]()