Menu

U19. Godt spil, dårligt resultat.

21. august 2016 kl. 21:41

En varm eftermiddag i Smørum. Et hold, der løftede niveauet markant siden sidste søndags nederlag. Et hold, der i store dele af kampen styrede spillet og sad på kampen. Og et hold, der ikke fik som fortjent. 0-2 mod LSF var ikke i overensstemmelse med spil og chancer.

LSF startede stærkt og forsøgte at udnytte deres gode fysik. Især deres venstre side voldte os lidt problemer i starten af kampen, men bortset fra en enkelt gang, så blev det aldrig rigtig farligt. Lundtoftes forsvar virkede bundsolidt, og samarbejdet mellem Valdemar og Spork var ekstremt stærkt gennem hele kampen. Efter 15 minutter fik vi et gult kort, men det fik heldigvis ingen resultatmæssige konsekvenser.

Lige ved pausen men med Lundtofte mest på bolden. Men karakteristisk var det, at spillet var godt ind til midt på LSF's banehalvdel. Her gik spillet ofte i stå, og det var begrænset, hvor mange afslutninger vi kom frem til. LSF forsøgte især at komme frem til chancer via lange bolde frem, men uden held i de første 45 minutter.

Lundtofte fortsatte med at være spilstyrende efter pausen og det blev til flere gode afslutninger udefra, men desværre lige på LSF's målmand, som i flere situationer ikke virkede sikker. Det gjorde Philip til gengæld i den anden ende af banen. Han tog stort set alt, og var også helt uden skyld, da LSF efter 15 minutter i anden halvleg fik en løs chance efter en kontrabold i deres højre side. Nede 0-1 og med en stærk følelse af, at det overhovedet ikke var som fortjent.

Endnu et gult kort, der dog heller ikke fik konsekvenser - heldigt nok, for det var helt forkert, hvilket dommeren også indrømmede efter kampen. Lundtofte overtog mere og mere af spillet, og var de sidste 30 minutter totalt styrende med ganske få enmandsaktioner fra LSF's side. Det store pres gav en del halve muligheder, men skarpheden og heldet manglede, Lundtofte pressede med alle mand de sidste 5 minutter, og i allersidste minut fik LSF en kontra, der meget heldigt gik i mål. Øv.

Nederlag på 0-2 efter en flot kamp, som burde have givet point. Når nu pointene ikke kom, så må vi være tilfredse med, at holdet spillede meget bedre end sidste weekend. Pasningerne flød hurtigere, kombinationerne var mere opfindsomme og kommunikationen var noget af det bedste nogen sinde. Vi er på rette vej, og pointene skal nok komme.

Forza Lundtofte

Luk