Menu

U19 - 3 kampe, 15 mål og 1 point

22. juni 2016 kl. 22:54

Sæsonens sidste kamp var den udsatte kamp mod Brødeskov. Kampen var uden betydning for placeringen i tabellen.

For første gang i flere sæsoner, var der flere tilmeldte, end der var pladser, så det var med "blødende" hjerte, at vi måtte bede en spiller sidde over.

Tilbage til kampen på en meget varm og lummer aften i Brødeskov, hvor en lidt ujævn og meget langhåret bane dannede rammen om kampen. Trods manglende træning hos mange virkede alle klar, og selv om Philip stadig var skadet, så Valdemar måtte tage handskerne på, så troede vi på, at det kunne blive en god aften for Lundtofte.

Første halvleg blev en klassisk en af slagsen. Lundtofte havde bolden mest og prøvede at spille bolden tålmodigt rundt, og vi kom også frem til en del store muligheder. I den modsatte ende levede Brødeskov på lange bolde frem til et par hurtige angribere. Efter ½ time havde Brødeskov scoret 3 gange uden, at Lundtofte havde omsat chancer til mål. Var vi dårlige, var Brødeskov gode, var det dommeren, var det banen, var det varmen, var vi uheldige ...... hver mand sin forklaring, men det var ikke godt nok uanset hvad - hverken på banen eller på sidelinien. To hurtige mål ved Aarup og Isgren mod slutningen af halvlegen bragte os tilbage i kampen. Og da Seb lynede to gange i begyndelse af halvlegen var Lundtofte på sporet - troede vi.

Brødeskov udlignede til 4-4 på et drøn af et langskud med 15 minutter tilbage, men bare 1 minut senere tog Isgren revanche og tordnede bolden i mål fra hjørnet af feltet, og da Isgren igen scorede efter flot oplæg fra Seb, troede vi at kampen var lukket ...... det var den ikke. Brødeskov lavede to hurtige mål i løbet af de sidste 4 minutter, og så måtte vi gå fra banen med 1 point efter 6-6. Utroligt, men 15 mål i tre kampe gav kun 1 point.

Samlet set en ok sæson med gode oplevelser, men også en stor frustration over, at vi ikke får udnyttet det store potentiale hos spillerne. Der er ingen tvivl om, at en større træningsindsats fra mange af spillerne vil give meget bedre spil og meget bedre resultater. Heller ingen tvivl om, at "kortspillet" har været dyrt gennem sæsonen ligesom skader, erhvervsarbejde mm har haft stor indflydelse på præstationerne i kampene.

Det giver også stof til eftertanke, at der er så stor forskel på dommernes linie i U19 kampene. I nogle kampe tillades der meget hårdt spil, mens der i andre kampe slås hårdt ned på de mindste unoder. Dette er uden tvivl med til af forvirre og frustrere spillerne (og også os trænere). Og desværre ser vi også, at det ikke er alle dommere, som formår at være tæt nok på spillet til, at skabe respekt om deres indsats i kampene. Det er nok desværre ikke noget, der kan laves om på, men frustrerende er det.

Nu venter en sommerferie, hvor U19 har fået tilbud om at træne med senior 2+3, og så starter en ny sæson til august.

 

Forza U19

 

 

Luk