Menu

U17 tabte, men .......

10. juni 2015 kl. 20:54

Tirsdagens kamp hjemme mod Frederiksværk var sæsonens sidste og samtidig var det bund mod top. Frederiksværk, som spillede i mesterrækken i efteråret var ubesejret før kampen mod Lundtofte, men skulle bruge et point for at være sikre på førstepladsen i puljen og dermed adgang til SM.

Lundtofte var uden to nøglespillere, idet Seb forsat er skadet og Valdemar var til eksamen. Men i stedet for at fokusere på mangler og svagheder valgte vi i oplægget til kampen at fokusere på de ting, vi er gode til og prøvede at sætte holdet og opstillingen efter dette. Helt konkret var oplægget til spillerne: Disciplin overfor opstillingen, dvs man spiller sin plads og at alle skulle yde deres maksimale fysisk OG mentalt gennem hele kampen.

Målet for os var - uanset resultatet - at vi skulle gå fra kampen med en følelse af at have givet alt og med tilfredshed over egen indsats.

Aftensol, næsten vindstille og et perfekt græstæppe samt god opbakning på sidelinien skabte de bedste rammer omkring kampen. Fra kampens start blev vi sat under pres. Frederiksværk kom buldrende med alt, hvad de havde, og der var mildest talt lidt bekymring på Lundtoftes sidelinie. Efter 7 minutter kom Frederiksværk fortjent foran, og få minutter efter var det tæt på 0-2, da Frederiksværks angreb i højre side gav et indlæg til midterangriberen, som fra straffesparkspletten helflugtede ...... heldigvis på overliggere, men hold da k... en detalje.

Langsomt gik gassen af Frederiksværk i takt med, at Lundtofte fik ro på spillet og begyndte at vise, hvad det er vi kan. Desværre førte et spilovertag ikke til de helt store muligheder, selv om både Gervig, Isgren og Mos havde gode muligheder. Efter 34 minutter kom Frederiksværk så yderligere foran, da de på en heldig kontrabold slap forbi midterforsvaret og scorede efter at Alexander havde pareret i første omgang. Nede 0-2 ved pausen men med en klar følelse af, at vi var med i kampen. Frugt og forplejning i pausen - tak til Gitte - gav lidt ekstra energi til 2. runde.

Anden halvleg blev meget lige, med Lundtofte i et konstant forsøg på at kombinere sig forbi modstanderne, mens Frederiksværk især spillede på dybe bolde, dog uden det store held, da Lundtoftes offside fælde klappede den ene gang efter den anden. Midt i anden halvleg kom et Lundtofte angreb, som var "af en anden verden" - simpelthen lige efter bogen. Bolden blev erobret på midten af banen og spillet ud i højre side, hvor Emil, Ibra og Anton spille den rundt i små trekanter inden Anton blev sendt i dybden mod hjørneflaget. Et kort træk ind i banen og på kanten af feltet en fremragende tværaflevering til Isgren, som midt for målet desværre overplacerede .... men men men, et angreb bygget op fra bunden, så ikke et øje var tørt!

Mod slutningen havde Frederiksværk et par gode muligheder og burde måske nok have scoret, men uskarpe afslutninger og en Alexander på toppen forhindrede yderligere scoringer. Et nederlag på 0-2 til topholdet. Godkendt, ja mere end godkendt for indstillingen, fighten, viljen til at slås for hinanden, troen på muligheden var helt i top og viste, at holdet stadig har det, der skal til.

Og alle kunne gå fra banen med en god følelse i kroppen og viden om, at vi spillemæssigt og fightermæssigt matcher de bedste hold i rækken, og at bundplaceringen især skyldes sort uheld i nøglekampe undervejs i turneringen. Og så er det som træner fedt at se spillerne følge oplægget og hver især bidrage med det, de kan.

Holdet over alt andet, men det er også på sin plads at nævne stærke individuelle præstationer: Alexander der på mål har styrket spillet i luften uden at miste sine fremragende fodparader, Anton der som offensiv back skaber mange muligheder for sine medspillere, Asger der utrætteligt løb modstanderne op og ofrede sig i glidende tacklinger, Schack der på den uvante plads i midten spillede med overskud i det fremadrettede, Jeberg der plukker de sværeste bolde med sine lange ben, Gervig der kamp for kamp viser mere og mere fight, Nico der tilbyder sig igen og igen, Ibra der med sit helt fantastiske arbejdsraseri og finurlige driblinger forandrer en defensiv situation til en offensiv mulighed, Sander der brugte sin fysik og kæmpede som sjældent set og spillede sin suverænt bedste kamp i denne sæson, Emil der trods skade var her og der og alle vegne og kæmpede heroisk, Mos der som dagens anfører blev ved og ved med at holde presset på modstanderne, og Isgren der med sin enorme arbejdsindsats og evige tro på at næste mulighed er den rigtige ..... jo, vi trænere var stolte over drengene.

En på alle måder herlig og meget seværdig fodboldkamp. Ros til Frederiksværk for deres bidrag til en rigtig god kamp - og tillykke med puljesejren. Og en kæmpe ros til dommeren. Klart den bedste dommerpræstation vi har set i meget lang tid. Skarpe kendelser og døv på de rigtige tidspunkter uden nogensinde at tillade spillet gik over grænsen - ganske enkelt fremragende.

Drenge, tak for en herlig kamp. Vi ærgrer os over, at sæsonen er slut allerede, nu var vi endelig kommet op i det rigtige gear.

Forza Lundtofte

 

Luk