U17 havde fortjent mere
Sæsonens anden kamp. Denne gang på hjemmebane mod Værløse. Mos tilbage fra flere måneders skadespause, og Schack tilbage efter sygdom. Oplægget til drengene var tålmodighed og disciplin i forhold til taktikken. Som sidste startede vi defensivt og afventende for at se, hvad Værløse kunne byde på. Og som sidst kom modstanderne foran efter 11 minutter efter et hjørnespark. Denne gang var det dog på hovedstød, da en Værløse spiller fik lov at stå umarkeret i det lille felt, eller rettere opdækningen forlod Værløsespilleren og løb mod bolden i stedet for at afvente boldens bane. En klassisk begynderfejl som vi desværre har set alt for tit.
Det meste af første halvleg foregik spillet på midten af banen. Lundtofte havde bolden mest og forsøgte at kombinere sig fremad på banen, men Værløse stod godt defensivt samtidig med, at især vores midtbane var lidt længe om at komme frem på banen og støtte angriberne. Det betød mange forgæves meter for Isgren og Seb. Heldigvis forsøgte Værløse sig især med lange bold frem mod deres hurtige frontløber, som Asger og Valdemar havde rimelig godt fat i. Bagud med en enkelt ved pausen, men med spilovertag dog uden de helt store muligheder.
Efter pausen gik vi over til en mere offensiv opstilling og skubbede bl.a. Sander længere frem på banen. Og langsomt kom vi til flere og flere afslutning, men der manglede generelt koldblodighed og kvalitet i afslutningerne. Efter 21 minutter i anden halvleg fik vi endelig bolden i mål efter et frisparksindlæg, men dommeren dømte offside, da han mente en Lundtoftespiller havde rørt bolden inden, Seb kom stormende bagfra og puttede bolden i mål. Aldeles uforståeligt, da ingen spillere rørte bolden før Seb, men men men ....
Fem minutter senere kom så endelig udligningen da Sander via den ene stolpe fik bolden i mål fra en position lidt uden for feltet. Det skal siges, at Sander også "skyldte" et mål efter en KÆMPE KÆMPE KÆMPE afbrænder, hvor han helt blank for mål fik ramt bold helt skævt og fumlet den ud af det lille felt. Ikke godt, men havde vi spillet på en ordentlig bane, så ....... undskyldningers bog side 2.
Bare et minut efter udligningen scorede Værløse så i den anden ende. Endnu en kæde af personlige fejl og manglende koncentration forærede et mål væk. Bittert. Og for at det ikke skal være løgn så øgede Værløse føringen bare to minutter senere - igen efter sjusk og fejl i vores forsvar. Bittert og surt især fordi Lundtofte faktisk havde rigtig mange gode muligheder og viste rigtig fint spil i denne periode, hvor især samspillet mellem Ibra, Seb, Mos og Sander flere gange var lige ved at give gevinst. Med tre minutter tilbage lykkedes det Seb at reducere til 2-3, og vi kastede alt frem i et sidste forsøg på en udligning. Og det var meget tæt på, da Valdemars skud fra få meters afstand blev blokeret på stregen.
Et ærgerligt og ufortjent nederlag efter en kamp, hvor vi målt på chancer burde have vundet. Og en kamp, hvor vi i lange perioder havde godt styr på spillet og viste godt opspil. Men hatten af for Værløse, som forstod at udnytte deres chancer bedre end vi gjorde. Vi må også konstatere, at der stadigvæk er et par spillere, som mangler en del i at kunne spille en hel kamp. Positivt at se, at Mos er godt på vej tilbage og imponerende hvor lang tid han og Shack holdt med tanke på, hvor lange det er siden, de har trænet igennem.
Søndag venter en ny kamp ..... vi ses
![]()