Leif Christensen får Frans Jensens mindepokal
Lettere forsinket fandt bestyrelsen i Lundtofte Boldklub den perfekte anledning til at uddele Frans Jensens Mindepokal for 2015, og den helt store overraskelse fandt sted fredag aften på Hotel Fortunen, hvor Forældreforeningen helt fortjent nød en dejlig middag efter et endnu et langt sejt træk med torsdagsbanko og mange andre arrangementer til støtte for ungdomsarbejdet i Lundtofte Boldklub.
Der stod en 110 % enig bestyrelse bagved beslutningen om at tildele formanden Leif Christensen pokalen, som er den højeste udmærkelse man kan få i Lundtofte Boldklub.
Leif har været aktiv i 22 år, og han har været formand siden 1999. Leif bruger mange af ugens timer på dette arbejde, og han er en utrættelig arbejdskraft, som med sin militære baggrund ordner alting med myndighed, præcision og stram styring, men så sandelig også et godt glimt i øjet.
Det siger måske i virkeligheden allermest, at Leif har været vært for omkring 600 bankoarrangementer gennem tiden, og at det derved har været muligt for Forældreforeningen at støtte Lundtofte Boldklub med over 600.000 kroner og derudover har hjulpet mange børn med økonomisk støtte til kontingent, til deltagelse i fodboldskoler og nogle af klubbens rejser til stævner i ind- og udland.
Med pokalen fulgte der også et gavekort til yndlingsrestauranten på Hotel Fortunen, som Leif og hans hustru kan nyde i ro og mag, når det passer ind i kalenderen.
På hele boldklubbens vegne af hjertet tak til Leif.
Forza Lundtofte og Forældreforeningen