Formanden har ordet - juni
Det må være det helt rigtige at indlede et sommerskriv med et kæmpe tillykke til klubbens bedste hold senior 1, som allerede inden sidste runde har sikret en meget hurtig tilbagevenden til serie 1 efter en vanvittig sejr i Orient lørdag formiddag. Nede 2-1 i overtiden og med et rødt kort i bagagen lykkedes det holdet at score 2 gange og vinde 3-2, og da resultaterne senere på dagen flaskede sig, er holdet under ledelse af Henrik ”Mini” Nielsen tilbage i serie 1, og dermed fortsætter ”Mini” en god tendens med at føre sine hold til oprykning. Fantastisk at holdet nu kan koncentrere sig 100% om en meget spændende pokalkamp tirsdag kl.19 mod Taastrups Danmarksseriehold. Tirsdagsmenuen bliver i dagens anledning dejlige sommergrillpølser og kartoffelsalat, og vi håber, at mange vil kigge forbi Ravnholm Road og heppe. Senior 3 spiller samtidig og har under sublim ledelse af debuttræner Anders KK mulighed for at blive blandt de bedste 3`ere i serie 5 og dermed rykke op i serie 4. Senior 2 har sikret sig endnu en sæson i serie 3, og de 2 andre trænere Holst og Mike og holdleder Tim har i ligeså høj grad som de 2 andre bidraget til det bedste seniormiljø i mange år med mange gode spillere og et særdeles godt ”psykisk arbejdsmiljø”.
Som I måske har set på vores meget levende website har 90 spillere og ledere været på en dejlig tur til Holland, og takket være forældreforeningens fornemme støtte, kunne alle komme med til en yderst rimelig pris, og tourleder Troels Balle beretter om en rigtig fin tur med gode oplevelser. Vores 05ere nappede lige et stævne mere i Pinsen, og det er i det hele taget en meget aktiv årgang.
Årets lederpokal ”Frans Jensens mindepokal” er for 2015 yderst fortjent blevet uddelt til forældreforeningens mangeårige formand Leif Christensen, og det lykkedes os at overraske Leif ved at dukke op til et hyggeligt arrangement på Hotel Fortunen, og jeg tør godt slå fast, at Leif var helt uforberedt.
Det går rigtigt godt i vores klub takket være de mange aktive mennesker, som passer de mange hjørner af den efterhånden ganske store butik. Tirsdagsspisningen buldrer derudaf med stor succes og tomme gryder til følge, mikrofodboldskolen lige om hjørnet er udsolgt, og når den slutter starter næsten 100 børn op på DGIs fodboldskole i Lundtofte i den første uge af sommerferien. På forhånd tak til alle de aktive trænere og især de 3 bagmænd Anker, Tefke og Holst Vester for endnu engang at få dette til at lykkes. Samme John Tefke er nu i fuld sving hver fredag med årgang 11/12, som har fået en ganske fin start med godt fremmøde, og hvis I skal i godt humør, så duk op fredag imellem 16-17.30 og nyd de mange børn og forældre på anlægget. Lyngby Boldklub har været forbi med gæstetrænere på årgang 06, og vi håber at kunne udbygge dette initiativ, så vores trænere kan dygtiggøre sig og få inspiration fra mere erfarne trænere fra byens superligaklub.
Vi har flere trænere afsted på DBUs trænerkurser, og vi håber stadigvæk på, at vi kan få gang i at uddanne nogle dommere/kampledere. Nye sponsorer er kommet til på de enkelte årgange, og i dette nyhedsbrev skal der lyde en tak til eksempelvis Super Brugsen i Ørholm, som har givet 2 årgange nyt tøj.
Vi har også fået lavet en velkomstfolder til alle nye spillere og forældre. Den vil I fremover kunne finde i klubben og på hjemmesiden under punktet "Klubben". Vi vil i bestyrelsen forsøge at opdatere den jævnligt og så herfra kaste os over arbejdet med en tilsvarende til trænerne.
Til sidst et stort velkommen til Artur Zamorski, som har lovet at hjælpe bestyrelsen med arbejdet med de mange ungdomshold, så Troels kan blive aflastet, og vi 3 mødes tirsdag, og så vil I få en melding om, hvem der er afdelingsleder for hvilke hold.
Husk vi alle er frivillige, og inden længe er det igen tid til kontingentbetaling. Byens billigste kontingent er nerven i hele klubbens økonomi, og det er en KÆMPE hjælp, hvis I alle er påpasselige med dette, så vi ikke skal bruge en masse tid på rykkere og lignende. Det går bedre og bedre med dette, så lad os fortsætte den stigende formkurve.
Forza Lundtofte
Fra formand
Claus.