Menu

Formanden har ordet - december

21. december 2016 kl. 16:50

Så er der ikke mange dage tilbage af 2016, og selv om kalenderen viser slut december, bliver der spillet fodbold lige til det sidste. Så sent som i går aftes, var jeg nede og tage imod en ny spiller til U 16 holdet, og her var der 3 trænere i sving med 25 spillere, og det er bare fornemt. Jeg følger med efter bedste evne på de mange holds aktiviteter, og der er virkelig gang i den med træning, stævner, hygge, futsal, træningskampe og vinterbold. ”De voksne mænd spiller bold igen – gruppen” under ledelse af manager Thygesen lægger en hård linje, og der er indkaldt til træning både Juleaftens- og Nytårsaftensdag kl.10.30, og på vandrørene meldes der om stor tilslutning til denne chance for at få rørt sig og få frisk luft. Mange af de andre hold har planer om træning i juleferien, og takket være vores rigtigt gode samarbejde med personalet i Lundtofte- og Virum hallen har mange fået mulighed for at træne indendørs mellem jul og nytår.

Jeg skrev sidst til jer i forbindelse med efterårsferien, og siden da er der sket meget i klubben. Vores fantastiske forældreforening har endnu en gang afviklet julebanko, som simpelthen bare bliver bedre og bedre og mere og mere velarrangeret med et hav af frivillige, som arbejder sammen i en velsmurt maskine, som i år lavede rekordomsætning og dermed også rekordoverskud til gavn for klubbens ungdomsafdeling.

Her er det dejligt at se, at det på flere årgange nu faktisk lykkes at fastholde nogle af de syriske flygtninge, som er kommet til LTK, og selv om det er svært, påtager vi os gerne det beskedne bidrag i en svær tid. Personligt kan jeg kun sige, at når jeg ser billederne fra Aleppo, så gør det mig endnu mere glad, at se de syriske drenge drøne rundt og spille bold efter bedste evne i Lundtofte.

I bestyrelsen arbejder vi med planer for næste år, og vi har styr på de 2 fodboldskoler i juni i samarbejde med DGI, og de 3 afdelingsledere i ungdomsafdelingen er ved at undersøge mulighederne for en tur til Berlin i juni måned til et stævne. Lad mig i den anledning igen slå et slag for vores rejsefond, som giver mulighed for at søge tilskud til en tur, en træningslejr, en overnatning eller hvad nu fantasien rækker til. Senest har seniorafdelingen fået tilskud til en træningslejr i marts 2017, hvor Hotel Frederiksværk danner rammen om en kombineret hyggetur og træningsweekend. Vi er også ved at lægge sidste hånd på budget 2017, som færdiggøres på bestyrelsesmøde 5.januar.

Vi har også afviklet en hyggelig ungdomsafslutning med masser af fodbold, hygge og kåringer i Lundtoftehallen, hvor hver enkelt hold havde mulighed for at lige standse op og evaluere lidt, inden fodbolden straks rullede videre. For U 19 holdet blev det sidste aften med kliken, og nu er der heldigvis mange af de unge mænd, som fortsætter fodboldlivet i seniorafdelingen efter mange gode ungdomsår med Anker som den gennemgående, dygtige og stabile person og i de senere år med Michael Thomsen som ukuelig indpisker. Michael er fortsat på årgang 06 og har fået startet fremragende op med målmandstræning, og det håber vi at fortsætte i det kommende år.

Seniorafdelingen, oldboys og de voksne mænd har holdt 5-a-side afslutning sammen,  med unge og noget ældre på samme hold afsluttende med byens bedste mørbradgryde a la Tefke – suveræn dag.

Morten Holst har færdiggjort DBU B2 træneruddannelsen og har snart ”UEFA B-licens” – sådan! 3 af drengene fra U 16 har taget dommergrundkursus, og også her endnu et slag, som skal slås for, at vi meget gerne sender trænere afsted på uddannelse. Tal med din afdelingsleder, så finder vi ud af det.

Sidst men ikke mindst er vi ved at være klar til 6-dages løb i Ballerup Super Arena, hvor vi stiller med over 100 frivillige i dagene 26.-31.januar og dermed tjener en god skilling til klubben.

Glædelig jul og Forza Lundtofte til alle fra

Santa Claus.

Luk