Menu

Formanden har ordet - august

04. august 2016 kl. 08:05

Så er det blevet august og efterårssæsonen står for døren. Klubben begynder så småt at summe af aktivitet, og som I har kunnet læse på hjemmesiden har Forældreforeningen ikke holdt sommerferie, da de anført af Finn Riber har sat gang i nogle spændende planer om at gøre cafeområdet endnu mere velegnet til socialt samvær og hyggelige arrangementer. Forældreforeningen bliver i stigende grad en meget integreret del af fodboldklubben, og det er bare herligt.

Tirsdagsspisningen ved Gitte og Peter starter op igen tirsdag d.23.august, og menuen finder I snart på hjemmesiden.

Et nyt kontingent system er indført, og det har givet os lidt udfordringer, da det kører via mailadresserne og flere har spurgt, hvorfor vi har ændret det gamle system. Svaret er, at vi både sparer nogle penge i administrationsomkostninger og at vores hårdtarbejdende frivillige ulønnede kasserer Morten Tidemand fremover sparer en hel del tid, når dette system først er indarbejdet. Vi håber, at I alle vil hjælpe til med at spillerne får betalt deres kontingent, og vi minder endnu en gang om, at vi har kommunens billigste kontingent, og at de 2 x 625 kroner, som man betaler i Lundtofte Boldklub jo 100 % føres tilbage til medlemmerne igen og bruges til at alle mulige udgifter lige fra bolde til dommerudgifter, stævnegebyrer og meget andet.

Vi har afviklet 2 meget vellykkede fodboldskoler med masser af glade børn på anlægget. Der var 100% tjek på begge arrangementer, og det er fantastisk at se så mange af vores unge spillere gøre det fremragende som trænere på disse skoler. Det er faktisk træning på et rigtigt flot niveau og med gejst og engagement. Tak til lederne bag det hele Anker og Thomas – uden jer ingen fodboldskole, og eksempelvis Anker bruger en uge af sin ferie på dette – RESPEKT!

I den kommende weekend har vi flere årgange med i Sjællands største fodboldstævne Kronborg Cup og på mange måder er det jo for os i bestyrelsen et positivt problem, at vi har overskredet budgettet på stævnekontoen, fordi der er så mange aktive trænere og hold, men det er også et eksempel på, at der jo helt naturligt skal være balance imellem indtægter og udgifter, og i skrivende stund har vi en del penge ude at svømme fra folk, som ikke har betalt kontingent, og det er jo altså penge, som vi har budgetteret med på indtægtssiden.

Seniorafdelingen er i fuld sving med træningskampe og deltager i den kommende uge i Måløv Cup med 4 kampe på få dage, inden det går løs i serie 1-3-4 med de 3 hold. Det bliver en udfordring på både niveau og antal spillere, da der er flere weekender, hvor vi får brug for 42 forskellige spillere for at stille 3 hold. I seniorafdelingen (som er meget ung) har vi sagt farvel og på gensyn til flere, som skal på udveksling med deres studier i det store udland, og vi håber, at de alle vender retur til Lundtofte Boldklub i 2017, når de er hjemme igen. Vi har har også fået tilgang af en del nye spillere og tidligere spillere er vendt retur.

Marcus Fugleholm fra 01erne deltager i denne uge i dommercamp. Marcus fylder snart 15 år, og han kan så begynde at dømme kampe for vores hold. Vi skal nok informere yderligere om dette, og det er skønt, at en af klubbens unge spillere uddanner sig på denne måde.

Vi barsler også med et nyt initiativ, som foreløbig har arbejdstitlen ”motionsfodbold for mænd + 40” -men det hører I mere om i en særlig besked snarest muligt.

Har netop fået at vide, at Hullet er optaget af MINI OL fra og med 5.september og de 5 hverdage i den uge, men det skal vi nok også informere de berørte hold om.

Til sidst vil jeg ønske alle en rigtig god efterårssæson. Tøv ikke med at kontakte os i bestyrelsen, hvis I har gode ideer eller udfordringer. Jeg håber, at I alle vil henvise til den fine velkomstfolder, som vi lavede før sommerferien, således at nye spillere og deres forældre hurtigt kan blive sat ind i klubbens fundament. Den ligger på hjemmesiden, og den ligger fysisk i cafeen i klubben, og vi kan hurtigt trykke flere om nødvendigt.

Forza Lundtofte

Claus.

Luk