Formanden har ordet - april
Det er ikke en aprilsnar, at græsbanerne åbner for alle i morgen, og dermed er der for alvor dømt forår og turneringsfodbold igen, og det er vel det vi alle sammen glæder os til, uanset om vi repræsenterer klubbens bedste seniorhold, eller om vi hjælper de alleryngste med deres første kamp på små baner 3 vs 3.
Siden sidst er det indiskutabelt, at den altoverskyggende begivenhed var forældreforeningens gave til klubben på 125.000 kroner. Det var helt overvældende, og det er bare fantastisk, at vi har så aktive folk til at støtte klubben, og som eksempel kan jeg nævne, at nogle af pengene kommer fra en idrætsdag i Lundtoftehallen for psykisk syge, hvor forældreforeningen stod for forplejningen og tjente endnu en skilling til det i forvejen flotte regnskab. En del af pengene går til 2 såkaldte M-station akademi trænere, som vi håber, alle i klubben får glæde af, og de skulle gerne leveres i denne eller næste uge-
Andre af pengene er gået til støtte til en Hollandstur for 75 ungdomsspillere og trænere, som i Kristi Himmelfartsferien tager til ”Top Oss Cup” i nærheden af Den Bosch, og det er spillere fra årgang 02, 03, 04, 05 og til vores store glæde også fra 01, som trods konfirmationer har været i stand til at stille et hold. Turleder er Troels Balle, og så ved vi alle, at tingene er i gode hænder.
Vi ser frem til, at der kommer gang i tirsdagsspisningerne igen (følg med på hjemmesiden), at det nye materialerum bliver malet og for alvor kan aflaste det gamle rum. Vores kunstgræsbane trænger lige til lidt reparationer hist og pist, men det skal vi nok få klaret, ligesom det er meget tæt på, at der spændes et net for bøgehækken, så vi ikke skal hente helt så mange ”trillebolde” i det tætte krat. Alle må gerne hjælpe til med at passe på vores anlæg, og vi bliver ikke så glade, når vi ser cykler tværs over banerne og helt ind på kunsten, og vi bliver heller ikke glade, når vi ser målene på kunsten blive trukket hen over banen. I må prøve at løfte dem, så banen ikke bliver ødelagt. Kommunen har netop bevilget nye letvægtsmål til alle baner, og det er fremragende.
Ellers går der rygter om et yderst seriøst oldboys hold, som har spillet flere træningskampe – sådan. Superveteranerne er klar med en stor trup, og vores seniorafdeling har ikke været større i mange år, og de 4 trænere Mike, Mini, Holst og KK har lagt et stort arbejde i forberedelserne med mange træninger og træningskampe. Alt sammen med højt fremmøde og fine resultater, og formanden håber virkelig, at vi kan spille med om en hurtig tilbagevenden til serie 1 efter nedrykningen sidste år. Den forhåbning blev ikke mindre af sidste træningskamp, hvor 1.holdet fra serie 2 i går vandt 3-1 over Bredes sjællandsseriehold. MEN armene ned – vi ved alle sammen, at træningskampe er en ting, og noget helt andet er kampen om 3 point hver weekend.
På årgang 04/05 har vi fået tilgang af ikke mindre end 12 spillere og deres 2 trænere Rudi og Steen og herfra et stort velkommen til jer alle. Denne årgang deltager både i Hollandsturen og er nu også tilmeldt Lions Cup i Kalundborg i Pinsen, og vi holder et fælles spiller- og forældremøde m spisning i klubben 11.april.
Som altid er det en fornøjelse at tage i klubben fredag eftermiddag, og se alle de yngste både ude og inde, og vores 2 store årgange 00/01 og 02/03 er virkelig aktive med deltagelse i Vinterbold og særlige stævner, og på årgang 02/03 har jeg haft fornøjelsen af at se glade drenge ankomme forventningsfulde til spiller samtaler med deres trænere Jeppe, Pablo og Jesper Kalko. Topklasse med slags initiativer udover det sædvanlige.
Vores U 19 hold har haft en lidt turbulent periode med drenge, som har mange andre ting i gang lige fra gymnasium, erhvervsarbejde og kørekort, men vi håber, at det kører nu.
Alle har fået girokort og mulighed for at betale kontingent og lad mig afslutningsvis nævne vores utrættelige kasserer Morten Tidemand, som i mange mange år har holdt styr på klubbens finanser på forbilledlig vis. Husk, at vi alle sammen arbejder frivilligt og vi gør tingene i den rækkefølge tiden tillader det, og vi sætter pris på venlige og høflige henvendelser, hvis der er ting, som vi kan gøre bedre eller hurtigere.
En klub som Lundtofte kan kun fungere med en aktiv bestyrelse, med gode trænere, med aktive forældre, som meget gerne må påtage sig alle opgaver lige fra holdleder tjansen til at sørge for de sociale arrangementer, således at spillerne kan folde sig ud efter bedste evne med glæden ved spillet i højsædet.
Forza Lundtofte og god forårssæson til alle.
Claus Abildgaard