Menu

Formanden har ordet - oktober

07. oktober 2015 kl. 22:48

Så er det blevet efterår, og græssæsonen nærmer sig sin afslutning, men da der i dagens Danmark spilles fodbold året rundt, er vi i bestyrelsen allerede klar til vintersæsonen med kunstgræstider, vinterbold, haltider, traditionel indendørs bold og futsalstævner.

Klubbens Wall of Fame er opgraderet med et smukt billede af det seneste æresmedlem John Tefke.

                     

Tirsdagsspisningen har fået en meget fornem start med god mad og tæt på fuld hus, og en kæmpe tak herfra til Gitte og Peter for det gode initiativ – dejligt med liv i klubben hver tirsdag, og torsdag, hvor bankosæsonen er i fuld gang, og det er en fantastisk ting for en klub som vores med en så aktiv forældreforening og flot økonomisk støtte til forskellige formål i klubben. Klubben var repræsenteret, da en af forældreforeningens virkelig trofaste støtter Leif fyldte 80 år i den forgange måned. Tillykke til Leif og tak for mange års arbejde for Lundtofte Boldklub.

En af de ting, som giver mig mening som klubbens formand er, at vi har mulighed for at hjælpe børn med økonomisk støtte, når det kniber lidt i den enkelte familie, og det kan vi takket være Forældreforeningen, og vi har også fået støtte via Danmarks Idrætsforbunds pulje ”Idræt for alle børn”, som har støttet os med knap 4000 kroner, og det er dejligt. Vi har alle fulgt begivenhederne ved Danmarks grænser og med flygtningestrømmen i Europa, og i Lundtofte Boldklub påtager vi os gerne et ansvar, og den første syriske spiller er meldt i klubben, og Kendal debuterede i weekeenden på et af seniorholdene, og en særlig velkomsthilsen til ham herfra. Vi har et engelsksproget afsnit på klubbens hjemmeside, og vi er med på forskellige platforme, da vi gerne vil have spillere fra andre lande, og senest er vi kommet på DTUs sportsportal.

Vores materialerum ved Willumsvej er næsten færdigt takket være et sponsorat fra FOG fonden, og nu skal det lige males og færdigindrettes, og så har vi lidt mere plads blandt andet til 60 futsalbolde, som vi også har fået via et sponsorat. En handyman har også meldt sig på banen, og der er kommet net i alle de 17 små mål. Vi kan altid bruge en hjælpende hånd, og med en lettere omskrivning af John F. Kennedys berømte ord kan vi sige: ”Spørg ikke, hvad din klub kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din klub”.

Vi har også fået uddelt Frans Jensens mindepokal, som er ”den højeste træner/leder udmærkelse man kan få i Lundtofte Boldklub”, og den gik fortjent til Morten Holst, som I har kunnet læse på hjemmesiden, og Morten kan invitere sin kone på en velfortjent middag på MASH, når det passer i den travle fodboldkalender.

På den sportslige front er det som altid op og ned. De ældste hold løber stadigvæk rundt, og oldboys og superveteraner har spillet nogle spændende kampe, og der er kommet fotos og referater på hjemmesiden.

De 3 seniorhold er bund, top og i midten, og med 3 runder tilbage ser det svært ud for senior 1 i række 1, men der er håb endnu. For senior 2 er det oprykning vi kigger på, men heller ikke her er noget afgjort og 3.senior ledes fornemt af de 2 unge gutter Alex og Olsson med en midterplads i sigte.

U19 holdet oplever glædelig og fortjent tilgang, og det er dejligt at følge dem med nyt tøj, nye spillere og tid til lidt fælles spisning. Desværre det samme ikke tilfældet for U17, som er alvorligt lukningstruet med ganske få spillere tilbage. Vi er mange, som har forsøgt forskellige ting, men desværre uden positivt resultat. Klubbens 2 store årgange 00/01 og 02/03 har også masser af aktiviteter og kampe på forskellige niveauer, og i denne gruppe finder vi også trænere på vej på kursus, hvilket vi altid bakker 110 % op om og har økonomi til.

Der er også masser af fine aktiviteter på de yngste årgange, og der er regelmæssigt dejlige billeder på hjemmesiden, som jeg vil opfordre jer alle til at bruge både som besøgende men også gerne med fotos og tekst, når tiden rækker til det – og det kan forældrene jo godt lave, så de travle trænere kan koncentrere sig om fodbolden.

Der er masser af ting at glædes over i Lundtofte Boldklub, og der er udfordringer. I går aftes deltog jeg i noget så fornemt som en ”formandslounge” på ABs anlæg arrangeret af DBU Sjælland, og her kunne jeg konstatere, at de fleste klubbers negative udfordringer er de samme, og jeg vil bare kort nævne ting, som vi meget gerne vil undgå i vores klub: Trænere og forældre med voldsomt temperament, meget arbejde med opkrævning af kontingent og et sort pres på de frivillige. Vi er bestemt ikke hårdt ramt, men vi skal hele tiden minde hinanden om, at vi alle er frivillige og bruger meget tid på at skabe en god fodboldklub, så lad os holde den gode tone især på børnebanerne, og hvis vi er uenige, så lad os diskutere med respekt for hinandens synspunkter og klubbens vedtægter. Tak til alle jer som trækker læsset på træningsbanerne, vasker tøjet, holder kantinen åben, laver gode arrangementer for børnene, og hvis jeg har glemt noget, så send mig endelig en update.

Forza Lundtofte

Claus Abildgaard

Luk