Formanden har ordet - november
Hvis man skal blive i godt humør, skal man bare tage en tur ned i fodboldklubben en fredag eftermiddag. Ude på kunsten er der en masse børn i gang med at træne og få frisk luft, og inde i hallen er der fuld gang i den, og det er imponerende at se, hvordan træningen er velorganiseret på små baner, så spillerne fra årgang 08-10 får spillet masser af fodbold i et miljø, som de kan overskue.
I slutningen af oktober fik vi afviklet årets ungdomsafslutning, hvor der var liv i Lundtoftehallen fra tidlig morgen til sent søndag aften, og tak til forældreforeningen for forplejningen til alle de mange ungdomsspillere, som deltog denne dag. Årets træner blev Jens Anker Hansen og årets spiller blev Mads Jul Bjørn fra årgang 01 og hjertelig tillykke til dem begge 2.
Selvom det er blevet vinter, er der fuld gang i den på kunstgræsbanerne i kommunen og i diverse haller. 2 gange har vi måtte aflyse træningen på Lyngby Stadion, fordi lyskabler blevet gravet over, og flere kampe er også blevet aflyst, fordi modstanderne ikke kan stille hold, og det er selvfølgelig ærgerligt, men det er også sket enkelte gange for os selv i 2015.
Futsalakademiet er startet op under ledelse af Holst, og der er stor tilslutning og begejstring fra spillerne på årgang 00-01-02-03, og Holst er en kapacitet med direkte forbindelse til DBUs futsallandshold, som han er holdleder for. Vi har haft en artikel i Det Grønne Område om akademiet. Vi vil gerne være mere synlige på den front, så derfor har vi ”udnævnt” Andreas ”AP” Petersen som presseansvarlig. AP er både en dygtig spiller på senior 1 og bestyrelsesmedlem, og derudover læser AP journalistik på RUC. AP har formidlet en kontakt til lokalavisen, som meget gerne vil have historier fra os, men det skal selvfølgelig være lidt ud over det sædvanlige. Hvis I mener, at I har en god historie fra Lundtofte, så skriv endelig til AP eller jeg, så kigger vi på det.
På seniorfronten blev det desværre til nedrykning for senior 1, så de næste år spiller i serie 2, men senior 2 rykkede så til gengæld op i serie 3, og vores 3.senior blev i række 5. De mange seniorspillere er meget unge, og vi ser sammen med de over 20 spillere fra U 19-holdet en stor mulighed for i mange år frem at have en stor velfungerende seniorafdeling, og derfor har vi bestyrelsen besluttet og fået mulighed for at ansætte og fastholde hele 3 dygtige trænere i 2016: Morten Holst, Henrik ”Mini” Nielsen og Mike Petersen vil stå i spidsen for gruppen fremover, og vi har også lavet en målsætning, som blandt andet består i disse elementer: Gruppen skal bestå af mindst 65 indmeldte seniorspillere, 1.holdet skal rykke op i serie 1 igen og 2.holdet skal blive i serie 3. Derudover skal etableres et samarbejde mellem seniorafdelingen og U 19-holdet, således at vi langsomt men forhåbentligt sikkert over de kommende år kan integrere de unge drenge i seniorafdelingen til gavn for alle. Derudover vil vi gerne udvikle en ”Lundtoftemetode”, så vi kan holde på vores ældste ungdomsspillere.
Det er bestemt også værd at nævne, at 02/03 havde en fed weekend til ”Øernes Cup” på Fyn, at Mr. Lundtofte Jan Thor Jensen har rundet de 50 år, at der er kommet nye borde og stole i cafeen, og nu kan du også hygge dig med en omgang dart, hvis du har lyst. Lundtofteshoppen er genåbnet, og caps og paraplyer virker som et yderst relevant varesortiment i disse dage.
Held og lykke på banerne i de kommende uger med futsalkampe, træninger og diverse vinterturneringskampe og husk, at et foto og en god historie altid er velkomment til vores hjemmeside, som stadigvæk er meget levende og opdateret.
Forza Lundtofte
Claus