Menu

Senior 1 vinder topkamp

image
21. oktober 2018 kl. 16:51

Lørdag eftermiddag var der topkamp mellem nr.2 Lundtofte og 3 LSF i rækken efter suveræne Hundested. Vi gik indtil kampen med lidt bange anelser, da vi manglede flere af stamspillerne pga. ferie, fødselsdag og skader.

Vi startede kampen med et fint pres på modstanderen og fik et par løse chancer, som LSF afviste og deres keeper klarede. Efter 15 min. spil bliver vores yngste spiller Alexander sendt af sted i højre side, og ligesom han kommer ind i straffesparksfelt og afleverer, bliver han flæsket af LSF´s målmand og markspiller i fællesskab. Det medførte et straffespark, som Seb sparkede hårdt og sikkert ind, da vores normale skytte fra 11 meteren Thyge sad udenfor med skade. Det gav lidt ro på hjemmeholdet, og efterfølgende havde vi flere gode opløb til 2-0. Målet til 2-0 kom i det 36 min. da et hjørnespark dumpede ned foran Jakob omkring det lille felt, og han bankede bolden ind fra tæt hold. Denne føring holdt til pausen.

Vi startede 2 halvleg, som i 1 halvleg med højt pres, da vi var en mand i overtal efter gult kort til LSF kort før pausen. Og 3-0 kom på godt oplæg fra Sylle og spillede Grøndahl fri til scoring. Derefter trak vi os lidt tilbage og LSF kom meget mere med i kampen. Efter et lidt tilfældigt indlæg bliver der dømt straffe til LSF efter arm/ hånd på bolden. LSF scorer sikkert til 3-1. Det gav udeholdet tro på mere, og i de efterfølgende minutter blev de rigtig nærgående og pressede hårdt. På et boldtab fra LSF smuttede Jakob imellem 2 mand og havde næsten frit løb mod mål, da en LSF spiller rev ham omkuld. Det medførte et gult kort, som sagtens kunne have været rødt. LSF fortsatte trods mand i undertal med det offensive spil, og vi ønskede bare tiden skulle gå i de resterende 15 min. Det skabte lidt chancer i begge ender, men ingen scoringer.

Så 3-1 til Lunderen, som er sikker på, at overvintre på 2 pladsen i rækken.

Efterårets sidste kamp spilles ude på lørdag kl.15.30 mod vores venner fra Frem Hellebæk, som vi har mødt et utal af gange i træningskampe osv. i de seneste år med vidt forskellige resultater, så intet er givet på forhånd. Så tag turen til Nordsjælland og støt drengene til 3 point mere.

/Tim

Luk