Menu

AG er årets ungdomstræner 2018

image
18. december 2018 kl. 21:17

I forlængelse af aftenens træning for U19 blev alle spillerne samt trænerne, Højby og AG kaldt ind fra træning 15 minutter før slut af Tefke, som hurtigt kunne meddele, at årsagen alligevel ikke var klager fra naboerne over spillernes højlydte adfærd, men derimod fordi AG skulle fejres som årets ungdomstræner.

Tefke opsummerede AG's meritter som træner startende med mikroskolen (den store skole måtte vige for Roskildefestivallen), en kort periode som træner for årgang 99, inden han fandt "sin årgang" i form af 00/01'erne. En årgang, som har glæde af AGs store engagement, fodboldkundskab og næsten uendelige tålmodighed, når han flere gange om ugen tager turen fra København til Lundtofte for at organisere legen med bolden. Tefke understregede også, at det faktisk er ganske flot at have så stor en U19 trup, der er i stand til at tiltrække spillere, hvilket også er trænerens fortjeneste. At spillerne påskønner AG var der ingen tvivl om bedømt ud fra det store bifald, AG fik, inden han kvitterede med at sige, at han ser frem til at føre holdet op i seniorafdelingen og blive holdkammerat med spillerne.

Med æren fulgte gaver i form af en trøje samt et gavekort sponsoreret af Forældreforeningen, som også var vært ved en omgang pølser, sodavand, varm kakao og kransekage i aftenens anledning.

Et stort tillykke til AG med den velfortjente hæder.

 

 

 

Luk