Menu

U19 mod Farum

image
13. september 2018 kl. 10:51

Lundtofte u19 skulle forsøge at rejse sig efter sidste uges nederlag til Frederiksværk, da Farum BK kom på besøg på Ravnholmvej tirsdag aften. 

Lundtofte stillede med stærkt hold, hvor der var debut til Michael, som er kommet til fra Lyngby efter sommerferien. 

Fra første fløjt dominerede Lundtofte spillet og lagde konstant tryk på Farums forsvar. Efter ca. 20 minutters spil bliver Christopher Aa sat flot op i banens venstre side, hvor han efterfølgende slår bolden over forsvaret til en helt fri Mikkel, som køligt får afdriblet målmanden og scoret sin 5. sæsontræffer. 

Lundtofte forsatte med at holde trykket, og der skulle heller ikke gå mere end 10 minutter før vi fik scoret igen. Denne gang sat op fra højre siden, hvor Oscar efter et stærkt gennembrud tvinger Farums keeper ud i en god redning. Aa er først på riposten og kan sparke bolden i et tomt mål. 

Føringen blev cementeret kort før pausefløjt, da Pouyan spiller Aa helt fri i dybden, som eksekverer på fornem vis. 3-0 til Lundtofte ved pausefløjt. 

I pausen var fokus på én ting. Farum skal ikke lukkes ind i kampen! Hold niveauet og kør den sikkert hjem. Sådan skulle det dog ikke blive… 

Fra 2. halvlegs første fløjt fik Farum overtaget på kampen, og Lundtofte fik slet ikke gang i spillet fra 1. halvleg. Efter ca. en times spil kommer en Farum spiller frem til en god chance, men Michael kommer heroisk ned og får tacklet på bolden og afværger chancen. Desværre vælger dommeren fuldstændig uforståeligt at fløjte for straffespark og giver desuden Michael gult kort. Farum udnytter straffesparket og reducerer til 3-1. Lundtofte er under hårdt pres, og Farum får også scoret en gang til og bringer for alvor spænding ind i kampen igen. Desværre kommer en Lundtofte og Farum spiller op og toppes, hvilket resulterer i to styks røde kort - ét til hvert hold. En meget hård beslutning, som endnu engang fik sat dommeren i centrum. 

Ikke desto mindre var det måske det, der skulle til for at Lundtofte vågnede op. Vi fik i hvert fald sat os på spillet igen, og det gav pote. Christian G tager sagen i egen hånd og fører bold frem i banen fra sin venstre back, hvorefter han finder en helt fri Victor på kanten af feltet. Victor tager bolden med ind i feltet og på meget uselvisk vis finder han en fremadstormende Linus, som sparker bolden i kassen til 4-2. Så kom der ro på - eller hvad? Kort efter Lundtofte scoring kommer Farum igen for nemt igennem og scorer til 4-3. Kampens døende minutter er ren overlevelse, men heldigvis lyder slutfløjtet og Lundtofte tager de tre point og indtager dermed 2. pladsen i rækken. 

En absolut godkendt præstation af drengene, men vi må også erkende, at det var meget unødvendigt, at Farum kom tilbage i kampen. 

På søndag venter endnu en vigtig kamp mod Værløse, og kan vi få 3 point der, så ser det for alvor sjovt ud i den første sæson som u19 spillere.

 

/AG 

Luk