Menu

Voksne mænds juletræning

image
26. december 2018 kl. 14:47

Hvornår er noget en tradition? For tredje gang af tre mulige var de voksne mænds juletræning med gæster i form af sønner og en enkelt svigerdatter – lad os bare kalde det en juletradition. Yngste mand var 16 år og ældste 60 år – ja altså ikke af sønnerne – men blandt dagens spillere. Førsteholdstræneren ”Mini” kiggede forbi for at se tre af sine spillere i aktion – og måske spotte nye talenter? 23 spillere i alt betød tætpakkede midtbaner og flere ”busser” parkeret foran mål. Alligevel lykkedes det at score i alt 7 mål på 90 minutter – ikke dårligt efter en meget lige kamp. Selv solen kiggede med og for en gangs skyld gav udtrykket ”det er en fordel af have solen i ryggen” mening, og da vinden endnu ikke var stået op, så var vejret tæt på perfekt til en herlig omgang vinterbold.

Et statistisk kig tilbage på 2018 fortæller, at der 2 gange om ugen i 52 uger har været i gennemsnit 15 spillere til træning. Eller sagt på en anden måde, så har gruppen af voksne mænd i alt brugt mere end 2300 timer på kunstbanen i 2018 – ikke dårligt! Og det kan ses på formen, der for alle dem, der deltager regelmæssigt, er forbedret markant. Spillet er hurtigere, teknikken er bedre og overblikket større end for et år siden. Om det er legen med bolden, motionen eller det sociale samvær der trækker, så er der altid en grund til at komme forbi lørdag formiddag eller onsdag aften, når de voksne mænd spiller.

Godt nytår til alle på og omkring holdet. Og til resten af klubben.

Luk