Menu

De voksne nød vejret

image
05. maj 2018 kl. 17:07

For første gang i år var alle spillere til dagens træning i shorts. Ja, man skulle op på 16 grader før det skete, og nu er det sommertøj indtil efteråret banker på.

Ved dagens træning, der jo som altid er spil til to af de små mål med en banelængde, der er afstemt efter antallet af spillere, lagde orange hold ud som lyn og torden. Efter 5 minutter var holdet foran 3-0. Og der var allerede mumlen i krogene over, at træneren igen havde sat sig selv på et alt for stærkt hold.


Det viste sig dog snart (og efter et par mega store personlige fejl), at den hurtige føring alene skyldtes overraskelsesmomentet og et langsomt startende blåt hold. Ved pausen var de blå foran 4-3. Og det orange hold måtte konstatere, at selv banen var imod holdet. Flere spillere på orange hold måtte bide i gummiet undervejs. Var det fordi kunstgræsset var blevet for langt? eller fordi de hvide streger bulede op på grund af varmen? Det vides ikke, men det var nogle spektakulære soloulykker vi var vidne til i dag.

Nede med 3-4 ved pausen måtte orange hold satse, 3 ud af 7 spillere begyndte pludselig at løbe og lave noget, der lignede et intenst pres på blåt hold. Desværre lod blåt hold sig ikke narre, og med stor tålmodighed øgedes føringen til slutresultatet 10-4 i blåt holds favør.

Vi der var på det orange hold ...... er heldigvis udstyret med en ufattelig dårlig hukommelse ...... så allerede 10 minutter efter træningen var slut, var resultatet nærsten glemt. Og når der kaldes til træning på onsdag, vil alle formodentlig hævde, at de var på det vindende hold i dag...... Ja, resultatet er ikke det væsentlige, når spillet er sjovt, og man undervejs lykkes med en tunnel, en brysttæmning, et hovedstød eller hvad der nu er den enkeltes speciale.

Hvis der skulle være en læser eller to, der får lyst til at være med og spekulerer på, hvornår man er voksen nok til at kunne deltage, ja så kan det fortælles, at i dag var yngstemanden 35 og den ældste 60 år. Det er som sådan ikke kun alderen, der afgør om man er voksen nok til at være med, det er i lige så høj grad indstillingen - det skal være sjovt, det skal være for alle, vi passer på hinanden, og man bidrager med det man kan.

 

Redaktionen

Luk