Menu

Formanden har ordet - september

image
05. september 2019 kl. 16:43

Efterårssæsonen er godt i gang i hele fodboldklubben, og i bestyrelsen følger vi med efter bedste evne og bakker op om de mange initiativer, så godt som tiden rækker. 

Vores 3 bedste seniorhold er alle rykket en række op, og lige nu kan det ses på resultaterne, og holdene har endnu efterårets første sejr til gode, men heldigvis har klubbens bedst placerede hold nemlig vores 1.hold i Sjællandsserien fået point i de 2 sidste kampe, og vi håber alle, at resultaterne kommer i løbet af de næste uger. 

På motionsfronten har endnu et hold set dagens lys. “De evige talenter” (35 år-+45år) tilslutter sig med stort fremmøde de i forvejen eksisterende “Voksne mænd” (45+ år), og damerne som vist nok gerne vil kaldes “De korte lunter” - fremragende at denne del af fodbolden langsomt men sikkert gror frem i klubben, og vi takker igen de 3 initiativtagere Finn, Thomas og Hanne. 

I ungdomsafdelingen er vi glade for, at det er lykkedes at holde fast i vores U19 hold, som består af omkring 30 spillere - især fordi vi derefter har et par tomme årgange på 2004 og 2005. Det er aldrig sjovt med tomme årgange, men vi gjorde, hvad vi kunne for at holde sammen på det, men desværre uden held. Længere “nede” i ungdomsafdelingen er der masser af aktivitet og store årgange, og lige nu arbejdes der på højtryk for en fællestur til Spanien for 3 årgange i Påsken 2020, og det håber vi virkelig lykkes. 

I horisonten nærmer der sig nye opgaver. Vi er så småt begyndt at kigge på organiseringen af 6-dags løbet 2020 i Ballerup Super Arena, hvor vi for 5.gang i træk stiller op og tjener 40.000 til klubben. Vi er i gang med at kigge på en forlængelse af aftalen med vores tøjleverandør. Vintertræningsplanen kan heller ikke vente meget længere, og den er blevet noget kompliceret af, at Lundtoftehallen pt er lukket på ubestemt tid pga alvorlige skader på hallens bærende fundament/konstruktion. Vi kan ikke sige, hvad resultatet bliver. 

Vi har fået landet et par meget fine sponsoraftaler med støtte til seniorafdelingen på 50.000 kroner og et boldsponsorat fra V8 Construction til en værdi af omkring 25.000 kroner, og i forhold til klubbens størrelse, er vi faktisk ret heldige/dygtige til at få lavet sponsoraftaler, og dette arbejde rækker langt længere end til bare lige bestyrelsen – der er virkelig mange, som bidrager og tak for det til alle. 

Det gør forældreforeningen som altid også med tirsdagsspisning, som kun kan lade sig gøre takket være frivillige menneskers ihærdighed. De samme mennesker sørgede for, at de 2 DGI fodboldskoler lige før sommerferien blev med god mad til både trænere og spillere, og tak for det og tak til alle trænerne og Anker og Thomas som igen trak læsset, således at omkring 140 børn havde fine oplevelser på henholdsvis minifodboldskolen og sommerfodboldskolen. Julebanko er jo en tradition igennem mange år i Lundtoftehallen, men lige nu er alt uvist pga hallens tilstand - desværre. 

Der er udsendt høringsmateriale vedrørende kunstgræsbanen i Lundtofte, som forhåbentlig står færdig næste sommer. Det betyder, at vores fremragende opvisningsbane bliver lavet om til en tip top kunstgræsbane, men vi har samtidig fået lovning på, at Ny Bane bliver renoveret som græsbane for et betydeligt pengebeløb, således at de bedste seniorhold fortsat kan spille fodbold på højt serieniveau på en rigtig god græsbane. 

Vores baner er så gode, at der er lavet aftale om, at U17 landsholdet senere i september laver træningslejr i Lundtofte med 2 formiddagstræninger og en træning mandag d.23.september 16.30, hvor alle er velkomne til at kigge på de kommende landsholdsspillere og måske få inspiration til egen træning. 

Vi har fortsat et meget fint samarbejde med Lyngby Boldklub, og vi har mange Lundtofte folk til Superligakampene på fribilletter, og senest er årgang 2006 begyndt at hjælpe til som bolddrenge til Superligakampene. Derudover har vi nu hele 8 spillere fra årgang 2008 og 2009 til de såkaldte Topcentertræninger hver tirsdag på Gentofte Stadion med dygtige Lyngby trænere. 

Til sidst alt det praktiske til ledere, spillere og forældre: Husk at holde styr på kontingent, husk at udfylde holdkort til tiden, tjek op på om alle jeres spillere er meldt ind i klubben til byens billigste kontingent, hjælp med oprydning og fælles arrangementer, så vi fortsat kan have en god og velfungerende fodboldklub. 

Forza Lundtofte og pøj pøj med resten af græssæsonen. 

Claus 

Luk