Menu

Formanden har ordet - december

image
18. december 2018 kl. 08:36

I bestyrelsen er vi lige nu allermest optaget af processen med kunstgræsbanen, og vi har holdt de første møder med forvaltningen, og vi lægger ikke skjul på, at vi er utålmodige og at vores helt store mål er, at den bane skal stå færdig til næste vintersæson.

Det er et stort og dyrt projekt at etablere en kunstgræsbane, og i de senere år er det (heldigvis) også blevet en proces, hvor der tænkes i miljøet. Eksempelvis i det granulat, som fyldes i banen, som nu SKAL være naturgummi, og i bortledningen af drænvand, som SKAL ske uden at belaste grundvandet. Derudover er der altid jord, som skal graves væk, og det er en kostbar proces. Og lige præcis det sidste får betydning for os. Vores ønskede placering var Ny Bane – ingen tvivl om det, men Ny Bane er, som de fleste ved, en gammel lossepladsgrund, og jordprøverne har vist, at en ret stor del af banen er forurenet med kategori 4 jord, som er den værste kategori, og hvis dette skal køres væk og deponeres, vil projektet blive alt for dyrt. Derudover var der andre tekniske udfordringer med denne beliggenhed, som jeg ikke skal trætte jer med, så derfor er planen nu, at vi arbejder med, at banen skal ligge på Opvisningsbanen. Vi er megaærgerlige over at miste vores fantastiske græsbane, men i bestyrelsen er vi enige om, at hellere den beliggenhed end ingen bane, og det var et realistisk scenario. Til gengæld lover vi at knokle for at presse på alle steder for, at banen er en realitet til næste vintersæson, og sikken et løft det kan give vores klub.

Forældreforeningens Julebanko blev afviklet med stor succes første søndag i december. I Forældreforeningens bestyrelse og hos os i boldklubben er vi enige om, at vi er 2 forskellige foreninger med 2 forskellige formål, men på en dag som denne hjælper alle hinanden, og Forældreforeningens formål er jo at støtte ungdomsarbejdet i Lundtofte Boldklub, og det har de gjort på fornem vis i mange mange år. Husk, at hvis I som læser dette, har spørgsmål til arrangementer i cafeen, skal I rette henvendelse til bestyrelsen i Forældreforeningen v Finn Riber, og hvis I har spørgsmål til Lundtofte Boldklub, så tag fat i en af os fra boldklubbens bestyrelse.

6-dagsløbet I Ballerup Super Arena nærmer sig med åbningsaften torsdag d.31.januar 2019 og finaleaften tirsdag d.5.februar. For fjerde år i træk stiller vi med 120 mand derude som servicepersonale, og vi tjener 40.000 kroner til klubben. På forhånd tak til alle jer, som stiller op og skulle du have lyst til en vagt, kan vi sagtens bruge lidt flere især lørdag aften og mandag/tirsdag aften – bare skriv til mig.

Et lille nyt skud på stammen er, at vi muligvis laver aftale med Musik i Lejet. Per Baunsgaard fra “de voksne mænd holdet” er i dialog med dem om, at vi skal stille med x-antal frivillige til festivalen, og så tjener klubben en skilling – det hører I nærmere om.

Som jeg tidligere har skrevet, er det altid en udfordring at sørge for, at vi har kvalificerede trænere nok til alle vores hold, og derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes os at lave aftale med 2 nye trænere. Erik starter som træner for senior 2, og Constantin starter som træner for U17. I begge tilfælde har vi været grundige i samtalerne, og begge trænere har mødt både spillere og andre ledere, inden vi blev enige om aftalerne, som er lavet efter et godt samarbejde med Dansk Træner Formidling. Velkommen til jer begge.

Sidst men ikke mindst er det jo naturligt på denne tid af året at tænke i årsregnskab for 2018 og budget for 2019, og det er vi i gang med. Klubben har en god økonomi, og vi prioriterer eksempelvis i 2019 højt, at vores trænere kan komme på kurser, og at holdene kan deltage i stævner, hvis de vil det udover turneringen. Takket være Kim Wassmann har en stor gruppe af vores børnetrænere nu taget DBUs C-licens træneruddannelse, og det er så stærkt, og Kim er sandsynligvis klar til sammen med flere af de andre trænere at gå videre med B-træner uddannelsen, og vi kan ikke komme i tanker om noget bedre at bruge penge på og kæmpe respekt til jer trænere, som har brugt tiden på disse kurser.

Til sidst en tak til jer alle for mange gode oplevelser i 2018. Vi er lykkedes med mange gode initiativer, og vi håber, at 2019 bliver et godt år for klubben. Formanden ønsker sig brændende en kunstgræsbane, at sende ungdomshold til udlandet, at få 1.holdet tilbage i Sjællandsserien, at vi kan fastholde vores U17 og U19 hold (hvilket andre klubber har svært ved) og mange gode timer ude på banerne til alle jer, som betaler jeres uhørt billige kontingent med glæde.

Glædelig jul og Happy New Year og Forza Lundtofte

Claus.

Luk