| | 97erne taber 97 Nyheder 9. oktober 2011 - 15:00 af: Kampen ude mod Gladsaxe-Hero gav et ærgerligt og ufortjent nederlag. Hvad værre er, så får kampen indflydelse på sæsonens sidste kamp på grund af to røde kort. 
Der var lagt op til et brag af en topkamp mellem Lundtofte og Gladsaxe-Hero, rækkens to førerhold. Og fra starten af kampen var det tydeligt at se, at det ville blive en meget lige kamp. Gladsaxe-Hero kom bedst fra start og virkede en anelse mere klar end Lundtofte, men de havde svært ved at komme frem til afslutninger. Selv om vi manglede lidt spil, så kom vi til gengæld frem til et par farlige forsøg uden at få scoret. Efter 20 minutter indtraf en af kampens helt afgørende situationer, da Mostafa slap alene igennem og blev fældet i feltet af Gladsaxe-Heros målmand. For os, som stod lige ud for situationen var der klart straffespark, da målmanden griber om Mostafas ben, og dermed også et kort til Gladsaxe-Heros målmand, men dommerens fløjte var tavs. Efter kampen erkendte dommeren, at der var tale om en fejl, at der var både straffespark og kort, men at dommeren "ikke nåede at fløjte" .... ja, det var ordene!
Efter 30 minutter lægger vi et hårdt pres på modstandernes bagkæde, Benjamin erobrer bolden og Thierno banker bolden i kassen til Lundtofteføring. 4 minutter senere slipper Gladsaxe-Heros venstre angriber igennem og lægger en høj bold til bagstolpen, hvor deres anden angriber står helt umarkeret og scorer via den ene stolpe. Lige, 1-1 ved pausen, men hvor Lundtofte har haft flest reelle muligheder og Gladsaxe-Hero mest spil.
Anden halvleg bliver spillemæssigt meget lig første halvleg. Gladsaxe-Hero presser og har bolden mest, men er ikke rigtig farlige, mens Lundtofte har flere gode muligheder. Specielt skaber Peters præcise frispark mange muligheder, men ingen af vores angribere har heldet. Efter godt 10 minutter får Thierno helt uforståeligt gult kort for farligt spil i en situation, hvor der ikke er en modstander i nærheden. Ti minutter i undertal klares uden problemer, og mønsteret fortsætter med Gladsaxe-Hero som dem, der presser, mens Lundtofte er hyperfarlige på kontraløb. Efter 23 minutter forsøger en af Gladsaxe-Hero spillerne sig langt langt udefra, og til alles forbløffelse får bolden lov til at sejle ind i kassen - øvøvøv. Lettere frustreret kæmper vi videre, og der kæmpes for hver bold. Efter en situation, hvor en Gladsaxe-Hero spiller skubber Thierno ind i en anden Gladsaxe-Hero spiller, får Thierno rødt kort - en total fejlvurdering af dommeren. Til drengenes ros kæmper de videre og har også et par rigtig gode muligheder, desværre uden at få noget ud af det. I dommerens overtid sendes en Gladsaxe-Hero spiller afsted i højre side, Ashkan går på kroppen af modstanderen og tackler bolden ud over sidelinien. Igen trækker dommeren et rødt kort for farligt spil - til stor undren for alle.
Kampen fløjtes af, Lundtofte har tabt en lige kamp med 1-2. Havde det så bare været det. I fodbold er der ikke altid retfærdighed, man kan være det bedste hold og tabe, man kan have samtlige reelle chancer og tabe. I dag tabte vi til et dygtigt hold, og vi tabte på egne fejl og manglende udnyttelse af de mange muligheder undervejs, hvor Gladsaxe-Hero fik næsten fuldt udbytte af deres få chancer.
Dommeren er en del af spillet, og en nødvendighed for spillet. Og nyuddannede dommere skal selvfølgelig have kampe for at blive erfarne. Og alle laver fejl, også dommerne, det er en del af spillet og præmisserne for spillet ...... men hvor er det bare ærgerligt, at hele sæsonen risikerer at være spildt for drengene på grund af en yderst uheldig dommer i en meget vigtig kamp. En ting er nederlaget, det kan ske, men at dommerens fejlvurderinger og røde kort også skal få så afgørende betydning for næste kamp, det er næsten ikke til at bære. I en stille stund kan man godt undre sig over, at en topkamp skal dømmes af en helt nyuddannet dommer, men sådan er det vel bare? ..... Aldrig har jeg hørt en dommer sige ... "jeg nåede ikke at fløjte", aldrig har jeg set en dommer dømme så mange omkast på korrekt udførte indkast, aldrig har jeg set 50% af alle frispark være inddirekte, aldrig har jeg oplevet at hånd på bolden giver inddirekte frispark, aldrig har jeg oplevet benspænd give inddirekte frispark .... aldrig, dvs. ikke før i dag.
Forza Lundtofte |