| | 95erne ude mod BIF 95 Nyheder 28. august 2011 - 09:58 af: På trods af det ret ekstreme vejr, lykkedes det os at gennemføre dagens kamp i Brøndby under ganske fornuftige forhold. Under opvarmningen meldte Mikkel fra med sygdom i kroppen, men heldigvis havde vi garderet os med Michael, som hurtigt klædte om, og i øvrigt var meget tæt på at blive kampens matchvinder efter en stærk 2.halvleg. Brøndby var ikke overraskende en stærk modstander på samme niveau som Taastrup, som vi slog i pokalturneringen, og de sad ret meget på spillet i den første 1/4 af kampen, men langsomt kom vi i gang og havde flere gode muligheder, men 5 minutter før pausen kom Brøndby foran 1-0.
Morten Holst holdt pausesnakken, og sammen med Frugtmand Kjelds delikatesser havde det en god virkning, for vi kom ud til 2.halvleg med endnu mere attitude og vilje i løb og nærkampe, og da Jacob AG endnu en gang tordnede et frispark direkte i kassen langt ude fra, troede vi virkelig på sagen. Troen voksede, da Michael kæmpede sig igennem på venstrekanten og lagde bolden ind bag Brøndbykeeperen til føring til os.
Vi overlevede også et gult kort og dermed 10 minutter i undertal, og vi havde god kontrol over kampen med en sikker Andreas som bageste mand, men desværre fik Brøndby udlignet på en tilfældig stikning frem med 5 minutter igen. Vores drenge fandt endnu mere gejst frem, og dybt índe i overtiden var det kun en mirakelredning af Brøndbys målmand, som forhindrede Kjær i at blive matchvinder på et hovedstød.
Holst og jeg er yderst tilfredse med dagens præstation fra de 14 spillere mod et godt hold. Vi er ikke tvivl om, at vi er med i en rigtig god række 1, hvor der ikke bliver givet ved dørene, men det er kanon med disse tætte kampe. Mangor var virkelig stærk i midterforsvaret mod en megahurtig Brøndby angriber, og jeg tror Mangor sover godt i nat efter et utal af løbedueller imellem de 2.
Tak for stor opbakning igen på sidelinjen, og Michael Rosenløv havde endnu en gang det store kamera med, og billederne kan ses nedenfor.
Det var første turneringskamp sammen for Morten Holst og jeg som trænere, og det fungerer bare 110 % forhåbentlig til glæde og gavn for alle. Vi ser frem til 2 gode træninger med mange spillere i den kommende uge, inden vi udtager holdet til Herlev kampen på søndag. Vi vil organisere træningen på den måde, at drengene først træner i 2 grupper med 2 forskellige temaer med rotation, og derefter vil vi HVER gang slutte med 2 x 20 minutters spil 11:11. Om onsdagen vil vi bruge en af trænerne til at herse 25 minutter med Andreas og en anden målmand. Som udgangspunkt træner vi 2 timer, men de sidste 20 minutter vil blive brugt til at træne standardsituationer, da vi efterhånden scorer mange mål på vores hjørnespark og direkte på frispark, hvor vi gerne vil udvikle AG og andre til deciderede specialister, og så er Kjær utrolig farlig på hovedstød HVER gang.
Og hvis man er halvskadet står styrketræningslokalet klar med 2 gode kondicykler. Olsson hopper op på den ene på mandag, men jeg tror ikke, at han bliver klar før om nogle uger igen. Mange af drengene selvtræner, og det kan ses nu på formen. Alexander har vel aldrig været i bedre form og spillede stærkt i 55 minutter trods forkølelse og hovedpine. Ugens program: Mandag 16.30-18.30 Træning Ny Bane
Onsdag 16.30-18.30 Træning Ny Bane
Søndag kl.14 hjemmekamp mod Herlev IF.
Forza Lundtofte
Trænerteamet
Holst og Abildgaard. |