Et velbesøgt stævne, krydret med besøg af superligaspillerne: "Femi" og Mikkel Thygesen fra Brøndby, der skrev autografer. "Sommerstævne" er måske lidt misvisende, idet regn og jævn til hård vind dominerede 2/3 af tiden.
Lundtofte spillede fem-mands kampe: 2 x 7 minutter.
Første kamp var mod B1903. Som altid, lidt ekstra spændende at møde spillere med løver på bluserne. Det var dog Lundtoftes drenge, der brølede højest på banen og kom foran 1-0 på mål af Philip, allerede efter et minut. Lidt senere fik B1903 tilkendt straffe og udlignede. Hele kampen var fyldt med mange chancer i begge ender og for Julius i målet blev det en meget intensiv omgang, med supergode redninger. Magnus øgede til 2-1 og Sebastian scorede til slutresultatet 3-1.
Anden kamp var mod Hvidovre. Et tændt Lundtofte hold løb på banen og leverede rigtig god fodbold. Også denne kamp var langt hen ad vejen jævnbyrdig, dog spillede Lundtofte mere fokuseret og fulgte disciplineret Arturs anvisninger. Dét resulterede i endnu en sejr, med Sebastian som målscorer til hhv. 1-0 og 2-0.
I tredje kamp skulle Lundtofte møde Avarta. Regnen silede ned og publikum på langsiden pakkede sig ind i regntøj og lavede intermistiske læshelters. Drengene var dog upåvirkede og spillede en kanonkamp med masser af mål. Mads Chr. scorede til 1-0, Magnus til hhv. 2- og 3-0. Sebastian til 4-0. Avarta reducerede til 4-1 og Sebastian lukkede kampen med en kasse til 5-1.
Fjerde og sidste kamp var mod Karlslunde. Allerede inden kampen var Lundtofte puljevindere, men det gjorde ikke ønsket om endnu en sejr, mindre. Drengene løb på banen og fortsatte de gode takter. De var offensive, spillede hinanden og pakkede modstanderne ind. En strategi, der også her gav bonus. Gustav scorede til 1-0, Magnus til 2-0 og Sebastian til 3-0. Tid til jubel på den efterhånden mudrede fodboldbane.

Artur og hans fodbolddrenge gjorde det søreme igen. Respekt =) Medaljer og velfortjente klap fra de drivvåde og småtrætte forældre, før bilerne vendte front mod Lundtofte.
Med venlig hilsen
Maria Ewald