Ni spillere: Julie, Alfred, Magnus, Sebastian, Nilas, Younas, Simon, Mathias og Philip varmede grundigt op, og var klar til kamp mod Solrød. 2 x 25 minutter.
To meget jævnbyrdige hold fik gang i spillet med gode chancer i begge ender. Lundtofte havde dog overtaget og i 13. minut lykkedes det Sebastian efter en friløber at spurte op og sparke bolden ind. 1-0 til Lundtofte - stor glæde.
Solrød havde også spark på mål i den anden ende, men stolpe og gode redninger fra Julie, belønnede Lundtofte. Fem minutter senere fik Magnus en god aflevering, der gav ham fri passage til at sparke på mål, 2-0. Stor spilleglæde hos Lundtofte, der pludselig kunne det hele. Fine driblinger, godt forsvarsspil og flere skud på mål. I 24. minut fik Sebastian endnu en fuldtræffer, da han efter stort løbearbejde fik scoret til 3-0. Og Lundtofte slap med skrækken, da Solrød sparkede hårdt ind på stolpen i halvlegens sidste minut.
Pausen blev brugt til taktik, og målmandsskift. Alfred tog kassen, mens Julie kom op foran. Solrød havde tydeligvis stor kampgejst og det var et meget målrettet hold, der løb på banen. Der blev lagt max pres på Lundtofte fra første minut og det gav hurtigt pote til Solrød, 3-1. Det høje tempo og pres nede foran Lundtoftes mål fortsatte. Alfred havde flere kanonredninger, men Solrød viste stor vilje og reducerede yderligere til 3-2.
Dét tændte Lundtofte. Sejren var alligevel ikke så sikker. Spillet blev vendt og forsvar blev til angreb, så bolden atter blev sparket mod Solrøds mål. Fine afleveringer på tværs af banen og et par gode hjørnespark var ved at bringe Lundtofte yderligere foran. Spændingen steg, og begge hold viste gode takter. Jublen var derfor stor, da det lykkedes Philip at score til 4-2. Solrød gav dog ikke op og pressede fortsat, tilsidst fik de, velfortjent, et mål mere, så kampen endte 4-3 til Lundtofte.
Flot spillet 03ere, I satte ikke føringen over styr, men stod imod presset, og viste, at jeres samspil giver overskud.